facebook_pixel
Start en uforpligtende dialog med os: Ring 48 19 20 21 eller e-mail os på info@socialsellingcompany.dk x
29. april 2017
29 apr 2017

Do’s and Don’ts på LinkedIn

Blogindlæg og podcast om Do's and Don'ts på LinkedInDo’s and Don’ts på LinkedIn: Hvad må du og hvad må du ikke? Findes der en slags LinkedIn best practice? Kan du poste billeder af dit nyfødte barn på LinkedIn? Må du sælge på LinkedIn og lave opslag med salgsbudskaber og tilbud? Er det okay at bruge humor i dine opslag eller kommentarer? Kan du tillade dig at downloade dine LinkedIn kontakter og begynde at markedsføre din virksomhed og produkter overfor dem på Facebook?

Der er helt sikkert mange meninger om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre på LinkedIn og i forhold til social selling indsatser på verdens største professionelle netværk. Det gælder for øvrigt på alle former for sociale medier uanset, om det er på Facebook, Instagram, Twitter eller Snapchat for blot at nævne nogle få. Og lige som at der altid er nogle mennesker, der vil være “politimænd” i trafikken, på golfbanen eller i en moralsk orienteret debat, så findes der også “politimænd” på LinkedIn og andre sociale medier i forhold til hvad der er rigtigt og forkert.
 

LinkedIn best practice: Hvad er rigtigt og hvad er forkert?

Hvad er rigtigt at gøre og hvad er forkert at gøre på LinkedIn? Første og fremmest er det et meget svært spørgsmål at svare på. For hvad der er rigtigt og forkert for mig, er der ikke nødvendigvis det samme for dig. Det kan faktisk være det stik modsatte. Så det rigtige svar er nok, at der findes ikke et rigtigt svar og at der ikke er en altomfavnende sandhed når det gælder LinkedIn og social selling. For det er i den grad subjektivt, hvad der er rigtigt og forkert for mig i forhold til dig.

Når det så er sagt, så har jeg qua min mangeårige professionelle erfaring med LinkedIn og social selling metodikken nogle klare holdninger til, hvad jeg personligt gør og ikke gør på LinkedIn og de andre sociale medier. Disse holdninger er i høj grad baseret på konkrete erfaringer på godt og ondt, og ikke mindst på basis af oplevelser fra arbejdet med mere end 100 danske erhvervskunder, der bruger social selling i deres salgs- og markedsføringsindsatser. For mig er det i hvert fald endt med at blive en slags LinkedIn best practice.
 

Do’s and Don’ts på LinkedIn: 12 ting som jeg selv har en klar holdning til

Gør det så mine meninger til den absolutte sandhed i forhold til hvad du skal gøre og ikke gøre på LinkedIn? Helt sikkert ikke! Men jeg håber at du i et eller andet omfang kan bruge mine tanker, meninger og holdninger som en slags guide og inspiration til, hvordan du kan forme dit eget personlige kodeks for, hvordan du bevæger dig rundt på LinkedIn, hvad du skriver af statusopdateringer, hvad dine blogindlæg skal indeholde og hvordan du kommenterer på andres opslag.

Jeg har derfor lavet en oversigt med 12 punkter, som jeg har taget stilling til, og som er blevet til mine personlige LinkedIn leveregler.
 

1. Kan jeg poste personlige fotos på LinkedIn?

Ja, selvfølgelig kan du det, hvis du føler at det er relevant og giver værdi for dit netværk. Når det er sagt, så skal du altid overveje om opslag af et personligt foto er noget som skærper din professionelle profil eller om det udvander profilen. Personligt har jeg det på den måde, at jeg har egentlig ret vide rammer for, hvad der er okay at poste billeder på LinkedIn. Men når det gælder fotos fra skiferien, af dit nyfødte barn eller at du er kommet i mål efter din triatlon, så har jeg svært ved at se relevansen i forhold til din professionelle rolle. Så gør det som du har det godt med, men efter min mening skader det ikke at være lidt konservativ, når det gælder denne front.
  

2. Kan du bruge humor i dine statusopdateringer på LinkedIn?

Blogindlæg og podcast om Do's and Don'ts i social sellingHer er svaret det samme som i punkt 1: Ja, selvfølgelig kan du det og specielt hvis du til hverdag er kvik i replikken som person. Er du til gengæld mere “corporate” i din stil, ja, så skal du nok dosere brugen af humor i din kommunikation, da det ellers kan virke falsk.

Jeg er selv stor tilhænger af at bruge humor i mine statusopdateringer, og i endnu højere grad i mine kommentarer på LinkedIn. For mig skaber det ekstra god energi, hvis der kommer noget humor ind i debatterne. Det hele behøver ikke altid at være så seriøst og poleret, og slet ikke på LinkedIn, hvor det nogle gange kan blive lidt for “corporate”.

Overvej også tonen er i statusopdateringer. Hvis du primært arbejder med uformelle kunder, så skru lidt ned for din “corporate” ordbog og skriv meget gerne på helt almindeligt dansk. Når det er sagt, så findes ikke nogen sort/hvid regel for tonen på LinkedIn, men brug som nævnt meget gerne humor i dine opdateringer og kommentarer. Det viser også, at du er et menneske på LinkedIn og ikke bare en medarbejder.
 

3. Kan jeg bruge et LinkedIn blogindlæg til at lokke folk over på firmawebsitet?

Jeg får jævnligt spørgsmålet, om det ikke er en god idé at skabe trafik på firmawebsitet ved at skrive et reduceret LinkedIn Pulse blogindlæg, og så give læseren den fulde udgave på websitet. Idéen er i sig selv ganske god, og udført på den rigtige måde, er det faktisk noget som kan gøre en forskel. Hvis du derimod serverer hvad der svarer til et halvt blogindlæg for at læseren kan få resten serveret på jeres website, så kommer du til at frustrere din læser. De fleste LinkedIn brugere synes at det er irriterende, hvis de skal til at skifte platform for at kunne læse den fulde udgave af dit blogindlæg.

Du skal derfor ikke skrive et LinkedIn Pulse blogindlæg alene for at skabe trafik på dit website. Du skal faktisk skrive det så fyldestgørende, at læseren i løbet af 300-600 ord kan få en ret god idé og indsigt i emnet. Hvis vi lige et øjeblik overfører det til en menu på en restaurant, så bliver du nødt til at servere en tastingmenu på tre retter. Hvis du så vil lokke din læsere over på dit website, er det fordi at de i overført betydning kan få en fuld tre retters menu inklusive en speciel vinmenu og fyldestgørende beskrivelse af retterne.

Så moralen er, at du kan sagtens trække læsere fra LinkedIn over til dit website, hvis du gør det på elegant og gennemtænkt måde.
 

4. Kan jeg bede folk om deres e-mail adresse i et kommentarfelt, hvis jeg vil sende dem en e-bog?

Download link til e-bogen 7 fælder i social selling og content marketing som du skal undgåDu er sikkert selv faldet over et opslag på LinkedIn, hvor du kan få en gratis e-bog, hvis du bare smider din e-mail adresse i kommentarfeltet. Det er en udbredt metode til dels at indsamle e-mail adresser til sit nyhedsbrev og dels til at give opslaget en større “reach” fordi at det bliver opfattet som populært af LinkedIn.

Problemet er bare, at det slet ikke er den rigtige måde at gøre det på. For du risikerer at andre vil misbruge de selvsamme e-mail adresser til spam, phishing eller retargeting markedsføring på Facebook. Disse e-mail adresser kan jo enten manuelt eller automatisk downloades i et Excel-ark, hvorefter at informationer kan bruges af eksempelvis din konkurrent til markedsføring og salg. Så den gode idé kan ende med at blive til en dårlig oplevelse for dem, der ellers i god tro afleverer deres e-mail adresse til dig.

Den rigtige måde at gøre det på, er at bede folk om at gå på en sikker landing page på dit firmawebsite, hvor e-mail adresserne ikke ligger til offentlig skue. Alternativt skal du udlevere e-bogen uden at bede om en e-mail adresse, og satse på, at det er så god en e-bog, at folk af sig selv henvender sig til dig, når de på et tidspunkt har brug for dit produkt.
 

5. Hvordan tackler du negative og provokerende kommentarer på LinkedIn?

Hvis du poster statusopdateringer på LinkedIn, har du måske oplevet at dit opslag har fået en negativ og måske ligefrem provokerende kommentar fra en person i dit netværk eller dit netværks netværk (også kendt som andet eller tredje led på LinkedIn). Skal du reagere med det samme eller er det bedre at du trækker vejret i nogle timer inden du svarer? Eller skal du helt lade være med at kommentere og i stedet ignorere vedkommende?

For mig handler det om at vurdere, om der kommer noget godt ud af det eller om det bedste er at skrive en “lukkekommentar” for at afslutte diskussionen for dit eget vedkommende. Hvis du svarer, så undlad få andre til at fremstå som idioter bare fordi at du har muligheden for det. Ligeledes skal du undgå at male din “modstander” op i et hjørne, og lad selvfølgelig også være med at male dig selv op i et hjørne.

Sørg også for at du holder en sober tone. Du kan sagtens være uenig uden at du behøver at kalde den anden person for dum eller idiot. Det er jo ikke kun dig og “modstanderen”, der læser med, men potentielt set også resten af dit netværk. Så hold en god tone og i den sidste ende kan det så være, at du er bedst stillet med at parkere debatten ved at ved at konkludere, at I så kun kan være enige om at uenige.
 

6. Skal jeg smide folk ud af mit netværk, hvis jeg er uenige med dem?

Blogindlæg og podcast om Do's and Don'ts på LinkedInI bund og grund bestemmer du jo 100 procent over, hvem du vil have i dit LinkedIn netværk. Så hvis du oplever at der er personer i dit netværk, som udviser en negativ og måske ligefrem skadelig opførsel i kommentarer til dine statusopdateringer eller LinkedIn Pulse blogindlæg, så har du selvfølgelig retten til at sige farvel og tak! Du er ikke længere velkommen i mit LinkedIn netværk.

For mig handler det altid om, at jeg forsøger på at skabe rammerne for en konstruktiv dialog og debat i forhold til mine opslag på LinkedIn. Jeg har forholdsvis vide rammer for, hvad jeg vil acceptere af kommentarer, men jeg får selv fra tid til anden nok, hvis der er en person i mit netværk, der går målrettet efter at skabe en negativ debat. Så blokerer jeg vedkommende fra mit LinkedIn netværk. Dermed kan han eller hun ikke længere se mine statusopdateringer, ja, faktisk kan se slet ikke se dig længere på LinkedIn. Er jeg ikke forbundet med personen i forvejen, er jeg til at finde vedkommende på LinkedIn og derefter blokere vedkommende, for at undgå at få kommentarer fra personen fremover.
 

7. Lad være med at linke til artikler, som ligger bag en paywall

Hvis du støder på en interessant artikel på nettet og tænker at den kan dit netværk på LinkedIn have gavn af, er det altid en god idé at lave en statusopdatering med linket og en god følgetekst, som fortæller om artiklen og opfordrer til læsning af den.

Det er til gengæld ikke en god idé at dele artikler, der ligger bag såkaldte “paywalls”, altså de betalingsmure som eksempelvis Børsen og Berlingske Tidende bruger. For så er det kun de (få) i dit netværk, der har abonnementsadgang, der kan læse artiklen. Så lad være med at linke til artikler, der ligger bag en paywall, da det ender med at skabe irritation og frustration blandt dem, der reagerer på din statusopdatering.
 

8. Lad være med at skrive salgsgas ind i dit navn på LinkedIn

Blogindlæg og podcast om Do's and Don'ts på LinkedInJeg ser jævnligt LinkedIn profiler, hvor personerne skriver, hvad jeg betegner som salgsgas ind i deres navn på LinkedIn. Så i stedet for at der bare står Søren Jensen som navn i en statusopdatering eller kommentar, står der eksempelvis “Søren Jensen – Jeg garanterer dig ny vækst i dit salg så du kan tjene masser af penge – Ring 12 34 56 78”.

Efter min mening ser det i bedste fald amatøragtigt ud, og i værste fald signalerer det “Sælgerhelge med de brede fælge” overfor dit netværk. Jeg taler ofte om betydningen af at opbygge digital egenkapital og styrke sit omdømme på sociale medier som eksempelvis LinkedIn. Du opbygger imidlertid ikke nogen form for digital egenkapital ved at tilføje salgsgas til dit navn på LinkedIn.

Brug derimod feltet “Overskrift” (hvis du har engelsk som systemsprog hedder det “Headline”) til at fortælle hvilken værdi du skaber hos dine kunder. Husk at skrue ned for salgsgassen, for det sender et forkert signal til dit netværk og dine potentielle kunder.

Så brug navnefeltet på LinkedIn til én eneste ting: Dit navn!
 

9. Skal jeg skrive en følgetekst, når jeg sender en invitation til at connecte på LinkedIn?

Inden jeg svarer på dette spørgsmål, så lad mig spørge dig om følgende: Ville du til et netværksmøde i den fysiske verden bare række dit visitkort ud sammen med kommentaren “Jeg vil gerne tilføje dig til mit professionelle netværk”? Du ville sikkert i stedet udvise almindelig høflighed, og starte med at fortælle hvad du hedder, stille åbne spørgsmål til den anden og i det hele taget netværke lidt med henblik på at opbygge kendskab til hinanden, for så til sidst udveksle visitkort.

Så den samme høflighed, du udviser i den virkelige verden, den skal du også udvise på de sociale medier. Og i denne sammenhæng betyder det første og fremmest, at du altid bør skrive en kort følgetekst, når du vil connecte på Linkedin.
 

10. Kan jeg udtrykke politiske holdninger på LinkedIn?

Du kan igen gøre hvad du vil på LinkedIn, men jeg vil ikke anbefale at du bruger denne platform til politiske statements. Der er ganske enkelt andre sociale medier, hvor politiske holdninger fungerer bedre.

Blogindlæg og podcast om Do's and Don'ts på LinkedInPersonligt har jeg selv en ret skarp opdeling af de forskellige digitale platforme, når det gælder politik. Jeg udtrykker fra tid til anden politiske holdninger på sociale medier, men jeg gør det kun på min personlige Facebook side og Twitter konto.

Grunden til at jeg som udgangspunkt ikke selv skriver politiske holdninger på LinkedIn, handler om at jeg ser dette sociale medie som værende forholdsvist ikke-politisk orienteret. Undtagelsen er selvfølgelig, hvis der er tale om erhvervspolitiske agendaer fra interesseorganisationer som eksempelvis FDIH, hvor deres direktør Niels Ralund er super dygtig til at bruge LinkedIn som kommunikationskanal (du kan i Social Selling Radio episode 43 høre Niels fortælle om, hvordan han gør).

Men mest af alt, så afholder jeg mig personligt for at skrive politiske statusopdateringer fordi at det ikke er relevant for mig at kommentere politik overfor mit netværk på LinkedIn. Det gør jeg så til gengæld på Facebook og Twitter, hvor det som regel også er meget nemmere at skabe engagement og debat.
 

11. Må jeg godt prale på LinkedIn?

Mit umiddelbare svar er ja, det må du godt, hvis du gør det på den fede måde og også blander en god portion stolthed ind i det.

Det kan eksempelvis være, hvis I har vundet en for jer meget betydningsfuld kunde, og at I stolt fortæller om at I glæder jer til samarbejdet. Det kan også være, når der er godt gang i forretningen, og at I derfor udvider med flere medarbejdere, og måske gerne vil have netværkets hjælp til at finde nye talenter. Et andet godt eksempel handler om at fejre, når jeres elever og lærlinge har gjort sig ekstra flot bemærket til deres eksamen eller lignende.

Den ufede måde at prale på, handler om når du bliver for selvfed i din statusopdateringer og/eller nedgør dine konkurrenter. Et eksempel på en ufed statusopdatering i denne sammenhæng kunne være: “Så vandt vi for tredje år i træk prisen som året XYZ forhandler, og vi fik dermed igen sat samtlige vores konkurrenter til vægs. Så det er en meget velfortjent førsteplads til os som Danmarks bedste XYZ forhandler!”.

Så pral gerne, men gør det i god stil og lad det gerne handle mere om stolthed.
 

12. Må jeg bruge smileys og emojis på LinkedIn?

Blogindlæg og podcast om Do's and Don'ts på LinkedInJa, lige som at du gerne må bruge humor på LinkedIn, så skal du endelig også bruge smileys og emojis, når du laver statusopdateringer og kommentarer, hvis det passer ind i din personlige skrivestil. Når det er sagt, så lad være med at gå amok og smide 10-20 emojis i en kommentar. Det er trods alt ikke en sms du sender 😉

Jeg tænker også, at du skal passe på med at bruge andet end de mest gængse emojis, da det hurtigt kan blive for indforstået, hvis du bruger mindre kendte emojisymboler.

Et sted, hvor jeg dog ikke vil bruge emojis, er i dit navn og din overskrift/headline på din LinkedIn profil, da det kan gøre det sværere for folk at søge efter dig på LinkedIn. Så begræns brugen af emojis til dine statusopdateringer, kommentarer, blogindlæg og i din korte beskrivelse/summary, men brug dem til gengæld meget gerne der 😊
 

Du kan skrive og gøre lige præcis hvad du vil på LinkedIn

Desuagtet at jeg har nogle meget klare holdninger til, hvad jeg selv vil gøre og ikke gøre på LinkedIn, så kan du selvfølgelig skrive og gøre hvad du vil på LinkedIn. Jeg skal på ingen måde bestemme over din gøren og laden på LinkedIn. Det styrer du selv og du skal gøre det som du synes er rigtig for dig. Din LinkedIn profil og dit LinkedIn netværk er dit og ingen andres. Jeg vil også opfordre dig til at eksperimentere og prøve forskellige ting af. Hvis du ikke eksperimenterer, så finder du ikke ud af, hvad der virker for dig på LinkedIn og i forhold til social selling metodikken.

Du skal i hvert fald ikke gå i den modsatte grøft ved at lade være med at poste noget på LinkedIn, fordi at du er bange for at gøre noget forkert. Først og fremmest er det bedre at du prøver og måske gør noget “forkert”, end at du slet ikke gør noget. Det er bedre at du prøver og ikke rammer plet første gang og prøver dig frem, end at du lader være med at poste noget på LinkedIn. Kom nu i gang. Du kan jo dels altid rette i dit opslag, og i værste fald kan du slette opslaget, hvis du føler at det er helt forkert.
 

Jeg har også lavet en podcast om emnet

Podcast om Do’s and Don’ts på LinkedIn og i social sellingJeg har også lavet en podcast om Do’s and Don’ts på LinkedIn, hvis du hellere vil lytte til mine budskaber og pointer. Jeg har nemlig haft fornøjelsen af igen at have besøg af ledelsescoachen Anne Frost i podcaststudiet. Anne har i lighed med mig nogle helt klare meninger om, hvad hn vil gøre og ikke gøre på LinkedIn. Når det er sagt, er Anne og jeg bestemt ikke enige om alting, når det gælder LinkedIn og social selling, men så får du i det mindste to sider af sagen og forskellige perspektiver på, hvordan du kan arbejde med social selling og LinkedIn :-)

Det er blevet til en podcast episode på sådan cirka to timer med masser af holdninger, idéer og tanker til, hvordan du kan navigere rundt på LinkedIn.

Jeg har tidligere lavet en podcast episode med Anne, hvor vi talte om emnet Employee Advocacy. Det foregik i forbindelse med Social Selling Radio episode 35, hvor vi talte om, hvordan din virksomhed kan komme i gange med Employee Advocacy, hvad der skal til for at det virker og hvad de konkrete fordele er ved at arbejde med Employee Advocacy. Du kan lytte til den første podcast med Anne ved at klikke her.

Men uanset om du er til do’s and don’ts på LinkedIn eller du gerne vil blive klogere på begrebet Employee Advocacy, så er jeg sikker på at der er masser af inspiration, viden, konkret erfaring og spændende guldkorn at hente for dig. Så lyt endelig med :-)
 

Her kan du lytte til podcast episoden

Du kan lytte til podcast episoden ved at klikke på et af ikonerne nedenfor:

 

Må jeg bede dig om din hjælp i bare 2 minutter?

Guide til hvordan du giver en podcast en anbefaling og vurderingJeg vil gerne udbrede vores social selling podcast til så mange som muligt. Jeg vil derfor høre dig, om jeg kan bede dig om din hjælp i bare 2 minutter.

Det handler om, at hvis du føler at du får værdi og gavn ud af vores podcast, vil jeg blive rigtig glad, hvis du vil gå ind på iTunes på din PC eller Mac eller via podcast app’en på din iPhone, og give Social Selling Radio podcasten en 5-stjernet vurdering. Hvis du har overskud til mere, kan du også hjælpe ved at tilføje et par sætninger til din vurdering, og fortælle hvad du kan li’ ved vores podcast. Det hjælper os nemlig med at få spredt podcasten til nye lyttere via iTunes’ hitlister.

Hvis du vil have hjælp til hvordan du kan give os en 5-stjernet anbefaling, så har jeg lavet en visuel guide til, hvordan du helt præcis skal gøre det. Denne guide finder du i linket lige her.

God fornøjelse med at lytte til Social Selling Radio episode 58 :-)

De venligste hilsner

Leif Carlsen
 

Sharing is caring. Del gerne dette blogindlæg på de sociale medier :-)

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
0 Svar

Efterlad en Kommentar

Ønsker du at deltage i diskussionen?
er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© Copyright 2013-2017 Social Selling Company