Her finder du en guide til, hvordan du opretter din egen LinkedIn sandkasse

Sådan opretter du din egen LinkedIn sandkasse

LINKEDIN SANDKASSE: Måske tænker du, når du læser overskriften på dette blogindlæg, hvad i alverden har en sandkasse med LinkedIn at gøre? Det er der heldigvis en god forklaring på 🙂

Men lad mig lige starte med at fortælle dig lidt om udvikling af software.

Når en softwareudvikler arbejder med koden til et stykke software, og har brug for at teste koden af, sker det i en såkaldt sandkasse (“sandbox” på engelsk).

Sandkassen er et isoleret miljø, hvor utestet kode kan afprøves uden, at man risikerer at et system eller et software fejler, går ned eller i værste fald ødelægger eksempelvis kundedata.

På den måde arbejder softwareudvikleren i et testmiljø, hvor han eller hun hele tiden kan afprøve ting, rette i fejl og optimere på koden.

Når koden så er færdigprogrammeret, fejlsøgt og godkendt, kan softwareudvikleren flytte koden fra sandkassen til et “live” miljø.

Det samme princip kan vi med fordel bruge på LinkedIn.

Hør blogindlægget som podcast

Her finder du argumenter for, hvorfor at du skal have en LinkedIn sandkasse

Ved at du har din egen LinkedIn sandkasse, kan du skabe et lukket testmiljø, hvor du og eventuelle kolleger kan “lege” og eksperimentere, og poste indlæg uden at jeres netværk eller andre på LinkedIn kan se med.

Dermed kan du vurdere, hvordan indlæggene tager sig ud indholdsmæssigt og visuelt i nyhedsstrømmen, og få feedback fra kollegerne eller andre du har inviteret til at være en del af sandkassen.

På den måde kan I populært sagt spille hinandens indlæg bedre, inden I poster dem på jeres personlige profiler eller virksomhedssiden (også kendt som en virksomhedsprofil, “Company Page” eller “Page”).

Husk at de fleste ser dine indlæg på en smartphone

Rent teknisk handler det også om, at teksten i dine indlæg bliver formateret længdemæssigt forskelligt afhængig af, om det vises på desktop eller smartphone udgaven af LinkedIn.

Det betyder i praksis, at hvis du bruger første linje af dit indlæg som en slags overskrift, skal du være opmærksom på, at teksten bliver “brudt” hurtigere når den vises på en smartphone (se nedenstående screenshot for at se eksempel på det).

Her finder du en visualisering af forskellen på, hvordan tekst vises på henholdsvis desktop og smartphone udgaven af LinkedIn

Afhængig af hvilke bogstaver teksten indeholder (et “m” fylder eksempelvis mere end et “l”), vil der kunne vises 60-70 tegn pr. linje, hvis det vises på desktop udgaven af LinkedIn.

Når den samme tekst vises på en smartphone, vil der kun blive vist 40-50 tegn pr. linje, hvor at den resterende del af teksten flyttes ned på næste linje.

Og da de fleste tilgår LinkedIn via smarthones, er det en god idé at optimere din “overskrift” og tekster til netop at blive vist på smartphones.

Reelt set er din sandkasse bare en lukket og uregistreret gruppe. På den måde kan kun du og dem, som du eventuelt har inviteret til at være med i sandkassen se, hvad der postes i gruppen.

Du kan oprette en LinkedIn sandkasse ved at følge nedenstående instruktioner.

  1. Klik på “Arbejde” menuen i højre side af topmenubaren.
  2. Klik herefter på “Grupper”.
  3. Klik nu på “Opret gruppe”.
  4. Navngiv nu din LinkedIn sandkasse.
  5. Udfyld feltet “Beskrivelse” med en kort tekst.
  6. Find nu punktet “Gruppens synlighed” og vælg “Uregistreret” således, at din LinkedIn sandkasse ikke kan findes eller ses af andre.
  7. Afslut ved at klikke på “Opret”.

Du kan vælge at tilføje logo eller dit profilfoto og et baggrundsbillede til gruppen, og udfylde en række øvrige felter, men de er ikke obligatoriske.

Nu er din LinkedIn sandkasse klar til brug, og du kan begynde at poste indlæg ved at følgende nedenstående instruktioner.

  1. Klik på “Start et indlæg i denne gruppe”.
  2. Begynd nu at skrive din tekst på op til 3.000 tegn.
  3. Tilføj gerne grafik, billeder, video eller lignende.
  4. Publicér indlægget i sandkassen ved at klikke på “Opslå”.

Tagging i sandkassen

Vær opmærksom på, at du kan kun tagge personer i indlæg i sandkassen, hvis de er medlem af gruppen. Hvis du vil tagge andre personer og virksomheder som en del af teksten i et indlæg, skal du huske at gøre det, når du går live med indlægget og publicerer det offentligt.

Artikler kan ikke postes i sandkassen

Du kan ikke poste artikler i en gruppe på LinkedIn, og dermed heller ikke i din sandkasse. Artikler kan således kun postes direkte på din egen LinkedIn profil eller på en virksomhedsside.

Når du har postet dit indlæg i sandkassen, vil jeg anbefale at du og dem, som du har inviteret til at være med i sandkassen, tjekker følgende elementer:

  • Overskrift: Er den skarp nok?
  • Vinkel og relevans: Fanger det din målgruppe og er det relavant?
  • Teksten i det hele taget: Er der et godt flow i den?
  • Tekstmæssige formatering og tilpas med ekstra linjeskift for at øge læsbarheden
  • Stavefejl og meningsmæssige fejl
  • Skal der være link med eller ej?
  • Er der en eller flere personer og/eller virksomheder, der skal tagges i teksten? (tag aldrig mere end 5 personer/virksomheder i et indlæg)
  • Hvilke hashtags skal bruges? (LinkedIn anbefaler, at du kun bruger 3 relevante hashtags. Undgå at bruge hashtags med nul følgere)
  • Tjek at visuelle elementer så som billeder, video, PDF’er m.m. vises korrekt

Ultimativt handler korrekturprocessen om at rette eventuelle fejl, øge relevans, gøre indlægget mere skarpt og modtagerorienteret samt at sikre at det teknisk set er bygget godt op, før at indlægget publiceres offentligt på LinkedIn.

Comments (4)

  • Charlotte Ladegaard Reply

    Hej Leif, tak for den fine gennemgang af LinkedIn sandkassen, det er lige det jeg har brug for for at få startet op med at være lidt aktiv på LinkedIn.
    Med en sandkasse, kan det jo ikke gå helt galt med indhold.

    9. maj 2022 at 8:32
    • Leif Carlsen Reply

      Hej Charlotte.

      Velbekomme og dejligt at høre at du synes om idéen med en LinkedIn sandkasse

      9. maj 2022 at 8:42
  • Johannes Reply

    Hej, super fin approach, tak for det. Jeg gjorde præcis som din vejledning. Eneste forundring er, at jeg fik en notifikation fra LI at jeg havde uploaded et dokument, og jeg kan se 45 visninger. Var det ikke en lukket gruppe? Gruppens synlighed=uregistreret.
    Any suggestions?

    30. september 2023 at 20:20
    • Leif Carlsen Reply

      Hej Johannes.

      Hvis du har fået visninger på et opslag i en gruppe, er det fordi at den ikke har været sat til at være lukket.

      I vores egen sandkasse kommer der aldrig visninger, da ingen kan komme ind og se opslagene.

      20. oktober 2023 at 17:53

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *