Social Selling CompanySocial Selling Company
  • (+45) 61 46 93 40
  • Search
    • Vi hjælper med
      • Live online kursus: 7 moduler på 7 uger
      • Sparring og rådgivning
      • Salg via LinkedIn (social selling)
      • Øget synlighed på LinkedIn
      • LinkedIn virksomhedssider
      • LinkedIn profiloptimering
    • Kunder
      • Kunder som vi har hjulpet
      • Hvad siger kunderne om os?
      • Kundecases
    • Viden
      • Artikler og blogindlæg
      • Nyhedsbrev
      • Webinarer
      • Podcast
      • Video
      • Social selling bogen
    • Om os
      • Sådan hjælper vi dig
      • Historien bag os
      • Om Eva Sachse
      • Om Leif Carlsen
      • Hvad siger kunderne om os?
      • Kunder som vi har hjulpet
      • Netværk
    • Kontakt
    • Vi hjælper med
      • Live online kursus: 7 moduler på 7 uger
      • Sparring og rådgivning
      • Salg via LinkedIn (social selling)
      • Øget synlighed på LinkedIn
      • LinkedIn virksomhedssider
      • LinkedIn profiloptimering
    • Kunder
      • Kunder som vi har hjulpet
      • Hvad siger kunderne om os?
      • Kundecases
    • Viden
      • Artikler og blogindlæg
      • Nyhedsbrev
      • Webinarer
      • Podcast
      • Video
      • Social selling bogen
    • Om os
      • Sådan hjælper vi dig
      • Historien bag os
      • Om Eva Sachse
      • Om Leif Carlsen
      • Hvad siger kunderne om os?
      • Kunder som vi har hjulpet
      • Netværk
    • Kontakt
    Employee advocacy på LinkedIn. Sådan styrkede CA synlighed og rådgivning hos deres karriererådgivere

    Employee advocacy på LinkedIn: Sådan styrkede CA synlighed og rådgivning

    Leif Carlsen2026-04-05T14:56:06+02:00
    By Leif Carlsen

    EMPLOYEE ADVOCACY I PRAKSIS: Hvordan kan man som organisation både styrke medarbejdernes kompetencer, øge deres motivation og samtidig skabe større synlighed på LinkedIn?

    Det var præcis den udfordring, som a-kassen CA stod med. Løsningen blev et employee advocacy-forløb, hvor karriererådgiverne fik mulighed for, på frivillig basis, at blive klædt endnu bedre på til at bruge LinkedIn aktivt.

    I dette blogindlæg får du indblik i, hvorfor CA valgte at sætte employee advocacy-forløbet i gang, hvordan det blev bygget op, hvad der fungerede godt, hvad der var mere udfordrende, og hvilke erfaringer de tager med videre.

    Jeg har også lavet en podcastepisode med karriererådgiverne John Brøndum og Mikael Ravnkilde Møller, der deler deres erfaringer med forløbet. Du finder podcastepisoden i linket nedenfor.

      Overblik

    • Hvorfor valgte CA at arbejde med employee advocacy?
    • Sådan blev forløbet bygget op
    • Hvad fungerede særligt godt?
    • Hvad var udfordrende?
    • De vigtigste læringer fra forløbet
    • Hvilket udbytte fik CA ud af det?
    • Afrunding: Hvorfor employee advocacy virker

    Hør blogindlægget som podcast

    Apple Podcasts
    Podimo
    Spotify

    Hvorfor valgte CA at arbejde med employee advocacy?

    CA er en a-kasse for højtuddannede, og LinkedIn fylder naturligt meget i rådgivningen af medlemmer, der gerne vil styrke deres profil, udvide deres netværk eller bruge platformen mere aktivt i deres jobsøgning og karriere.

    Derfor opstod der også et meget konkret spørgsmål: Hvordan kan man som karriererådgiver rådgive andre godt om LinkedIn, hvis man ikke selv arbejder aktivt med platformen?

    Det var en vigtig del af baggrunden for, at CA valgte at sætte et employee advocacy-forløb i gang.

    Ambitionen var ikke bare at gøre rådgiverne mere synlige. Det handlede også om at give dem mere praktisk erfaring, så de kunne stå endnu stærkere i mødet med medlemmerne.

    Forløbet havde derfor to tydelige formål:

    • For det første ønskede CA at styrke synligheden omkring organisationen gennem medarbejdernes egne profiler og aktiviteter på LinkedIn.
    • For det andet ønskede de at styrke rådgivernes kompetencer, så LinkedIn i endnu højere grad kunne bruges som et konkret og anvendeligt værktøj i rådgivningen.

    Altså gik CA efter at opnå to gevinster i én indsats. Karriererådgiverne fik ikke bare en kompetence. De fik en erfaring, de kan tale ud fra, når de sidder over for et medlem, der kæmper med præcis de samme ting. Og CA fik medarbejdere, der er synlige på egne præmisser.

    Hør karriererådgiver John Brøndum fra a-kassen CA fortælle om deres erfaringer med at arbejde målrettet med employee advocacy

    John Brøndum peger på, at forløbet både skulle løfte CA’s kendskabsgrad og styrke rådgivernes egen praksis. Som han siger: “Det har helt sikkert løftet min indsigt, og dermed min rådgivning.”

    En central præmis var, at deltagelsen skulle være frivillig. Når medarbejdere selv vælger at deltage i et forløb som dette, kommer energien et andet sted fra. Der er mere nysgerrighed og mere ejerskab. Og som regel også større sandsynlighed for, at læringen bliver omsat til faktisk adfærd bagefter.

    Det er en vigtig pointe. Employee advocacy fungerer sjældent godt, hvis det opleves som et krav. Det fungerer langt bedre, når det bliver præsenteret som en mulighed, medarbejderne kan vælge til på deres egen måde.

    Sådan blev forløbet bygget op

    Employee advocacy-Forløbet bestod af fire moduler á to timer, som blev afholdt online over en periode på nogle måneder.

    Det online format var først og fremmest et praktisk valg, fordi rådgiverne sad på forskellige lokationer. Men det viste sig også hurtigt at være en reel fordel i selve læringssituationen.

    Flere af deltagerne sad med præsentationen på den ene skærm og deres egen LinkedIn-profil på den anden. Det gjorde det muligt at omsætte input direkte undervejs i stedet for først at skulle tilbage til det senere. Det lyder måske som en lille detalje. Men i praksis gør det en stor forskel, når læring og handling ligger tæt på hinanden.

    De fire moduler

    Modulerne havde hver deres fokus:

    1. Den professionelle profil

    Her arbejdede vi med, hvordan rådgiverne kunne styrke deres professionelle overskrift, deres om-afsnit og det samlede førstehåndsindtryk på LinkedIn.

    Det betød blandt andet, at de ikke kun talte om profiloptimering i teorien, men konkret sad og justerede egne profiler undervejs.

    2. Netværk

    Hvordan udvider man sit LinkedIn-netværk på en måde, der giver mening?

    Hvordan forbinder man sig med relevante personer?

    Og hvordan gør man det uden at virke forceret eller mekanisk?

    3. Synlighed og aktivitet

    Her arbejdede vi med opslag, kommentarer, interaktioner og beskeder.

    Et vigtigt greb her var at afdramatisere synlighed. For mange starter synlighed ikke med et opslag. Den starter med et like, en kommentar eller med en besked til en relevant kontakt.

    4. Brug af erfaringer i rådgivningen

    I dette modul talte vi om, hvordan rådgiverne kunne bruge deres egne erfaringer mere aktivt i rådgivningsessionerne med medlemmerne.

    Det gjorde forløbet mere end bare et kommunikationsprojekt. Det blev også et kompetenceløft i selve kerneopgaven.

    Handouts og materialer

    Efter hvert modul fik deltagerne tilsendt handouts, tjeklister og materialer, som de kunne arbejde videre med i eget tempo.

    Det viste sig at være vigtigt. For ikke alle får omsat nye input til handling i samme tempo. Derfor havde det stor værdi, at deltagerne kunne vende tilbage til konkrete materialer bagefter.

    Superbrugerrollen

    Hør karriererådgiver Mikael Ravnkilde Møller dele ud af erfaringer med, hvordan a-kassen CA har arbejdet med brugen af employee advocacy

    En af deltagerne, Mikael Ravnkilde Møller, blev udpeget som superbruger. Det betød, at han fik ekstra træning og fungerede som en intern ressource, der kunne støtte kollegerne mellem modulerne. Dermed fik kollegerne et naturligt sted at gå hen med små spørgsmål, når de sad med LinkedIn i hverdagen.

    Ifølge Mikael var superbrugerrollen med til at løfte værdien af forløbet for hele teamet: “Jeg synes, det har givet os som team 5-10% ekstra udbytte af det forløb, vi har kørt op.”

    Hvad fungerede særligt godt?

    Hvad fungerede særligt godt i a-kassen CA's employee advocacy-projekt?

    Der var flere ting i forløbet, som fungerede godt:

    Frivilligheden

    Når medarbejdere selv vælger at deltage, ændrer det dynamikken. De møder op med en anden åbenhed. De er mere tilbøjelige til at prøve noget af. Og de tager i højere grad ansvar for deres egen læring.

    Konkrete materialer

    Tjeklister og små arbejdsark og PDF’er af de viste slides kan lyde banale. Men i en travl hverdag er det ofte netop den type materiale, der gør forskellen mellem god intention og reel handling.

    Tilgangen til synlighed

    Nogle er klar til at skrive opslag nærmest med det samme. Andre er mere trygge ved at starte med at kommentere på andres indlæg.

    Endelig er der også nogle, der bruger beskedfunktionen eller arbejder mere stille og roligt med netværkspleje. Det er ikke et svaghedstegn. Det er bare forskellige måder at komme i gang på.

    Onlineformatet fungerede bedre end forventet

    John og Mikael peger også på, at onlineformatet fungerede bedre, end de måske havde forventet.

    Det gav en god disciplin i rummet. Kameraerne var tændt og deltagerne kunne se hinanden. Samtidig var formatet fleksibelt nok til, at alle kunne være med på tværs af geografi og kalenderpres.

    Det var også en stor fordel, at alle moduler blev optaget, så deltagerne kunne se eller gense undervisningerne.

    Superbrugerrollen var et plus

    Det ekstra lag gjorde ikke alene en forskel for Mikael, der fik rollen. Det smittede af på resten af teamet, fordi der blev skabt mere kontinuitet og mere intern forankring.

    Hvad var udfordrende?

    Hvad var udfordrende for CA's medarbejdere i forhold til at arbejde med employee advocacy?

    Selvom forløbet overordnet fungerede godt, var der også områder, hvor CA tydeligt kunne se, at der er noget at lære.

    Tid mellem modulerne

    Den største udfordring var tiden mellem modulerne, og det er en klassiker. For intentionen fejler sjældent noget. Det gør kalenderen derimod ofte.

    Når hverdagen er fyldt med medlemmer, møder, opfølgninger og drift, så er det let, at LinkedIn-arbejdet glider ned på listen. Problemet opstår ofte her: Der er en forventning om aktivitet, men der er ikke sat tid af i kalenderen.

    Derfor blev en af de vigtige erkendelser også, at øvetid ikke må være noget, man håber opstår. Den skal planlægges. Hvis medarbejdere skal ændre adfærd, skal der være plads til det i hverdagen. Ikke bare opbakning i ord, men tid i kalenderen.

    Sparring mellem deltagerne

    Der var en oplevelse af, at en buddy-struktur kunne have gjort det lettere at fastholde læringen mellem modulerne. For det er én ting at blive inspireret på et modul, og noget andet at holde fast i det bagefter.

    Her kunne makkerpar have hjulpet med små opfølgninger, fælles refleksion og gensidig støtte i arbejdet med profiler, kommentarer, opslag og aktivitet.

    Personlig tryghed i.f.t. synlighed på LinkedIn

    Der var også forskel på, hvor komfortable deltagerne var i forhold til synlighed. Ikke alle havde lyst til at skrive opslag, og det er vigtigt at tage alvorligt.

    Employee advocacy bliver hurtigt kontraproduktivt, hvis det bygger på en skjult forventning om, at alle skal være udadvendte og meget synlige på samme måde.

    Den læring er vigtig, fordi employee advocacy ikke handler om at presse medarbejdere ind i én bestemt adfærd. Det handler om at skabe rammer, hvor flere kan være synlige på en måde, der føles fagligt relevant og personligt tryg.

    Onboarding af nye medarbejdere

    Endelig var der spørgsmålet om onboarding. Hvordan får man nye kolleger med om bord i forhold til brugen af LinkedIn og employee advocacy?

    Her var erfaringen, at det ikke nødvendigvis er lange optagelser fra tidligere moduler, der virker bedst. Faktisk er korte handouts, konkrete guider og en intern introduktion ofte langt mere brugbart, når nye medarbejdere hurtigt skal forstå, hvad indsatsen går ud på.

    Ovenstående udfordringer er ikke unikke for CA. Det er udfordringer, vi møder i mange organisationer, når employee advocacy via LinkedIn skal omsættes fra god intention til faktisk adfærd.

    De 7 vigtigste læringer fra forløbet

    De vigtigste læringer fra employee advocacy-forløbet med a-kassen CA

    Når man ser tilbage på forløbet, er der en syv konkrete læringer, som andre organisationer med fordel kan tage med sig.

    1. Start med de motiverede

    Frivillighed skaber et bedre afsæt. Det betyder ikke, at indsatsen skal være forbeholdt en lille gruppe for altid. Men det giver god mening at starte med dem, der har lysten og nysgerrigheden.

    De første deltagere er ofte med til at skabe de erfaringer og eksempler, som senere gør det lettere at invitere flere med.

    2. Brug onlineformatet aktivt

    Live onlineundervisning behøver ikke at være praktisk nødløsning, som gør at folk kan være med fra hjemmearbejdspladsen, eller hvis virksomhedens afdelinger ligger rundt omkring i landet.

    I denne case var det faktisk en styrke. Formatet gjorde det lettere at samle medarbejdere på tværs af lokationer og samtidig arbejde meget konkret med egne profiler og handlinger undervejs.

    3. Definér klare og realistiske succeskriterier

    Det er en fordel at være tydelig om, hvad man gerne vil opnå. Ikke nødvendigvis i form af store KPI-systemer, men i form af nogle få, konkrete mål, som giver mening i hverdagen.

    Det kan for eksempel være:

    • at alle får opdateret centrale dele af deres profil.
    • at alle bliver mere aktive i kommentarspor.
    • at flere bruger egne erfaringer mere aktivt i rådgivningen.

    Få og realistiske mål virker ofte bedre end mange KPI’er, fordi de gør indsatsen mere overskuelig og lettere at omsætte til praksis.

    4. Book øvetid i kalenderen

    Det her punkt kan næsten ikke understreges nok.

    Hvis LinkedIn kun er noget, medarbejderne skal finde tid til indimellem, bliver det sjældent prioriteret.

    Derfor er det langt mere realistisk at sætte 30 eller 60 minutter af i kalenderen med jævne mellemrum end at håbe på, at tiden opstår af sig selv.

    5. Skab en buddy-struktur

    Sparring er en vigtig del af læring. Når to kolleger følger lidt med i hinandens fremdrift, bliver det lettere at holde fast.

    Og det behøver ikke være kompliceret. Et kort makkerskab med en halv times opfølgning efter hvert modul kan være nok til at gøre en mærkbar forskel.

    6. Undgå kvoter for opslag

    Det kan være fristende at måle employee advocacy på antal opslag, men det er sjældent den mest hjælpsomme tilgang.

    Synlighed på LinkedIn er bredere end det. Kommentarer, relationer, beskeder og løbende aktivitet kan være mindst lige så værdifuldt.

    7. Tænk onboarding ind fra start

    Hvis indsatsen skal holde over tid, skal nye medarbejdere selvfølgelig også kunne koble sig på. Det kræver en enkel og brugbar struktur, som gør det let at forstå både formålet, materialerne og de første skridt.

    Fælles for læringerne er, at employee advocacy ikke først og fremmest er et indholdsprojekt. Det er et adfærdsprojekt. Og adfærd kræver både struktur, tryghed og tid.

    Hvilket udbytte fik CA ud af det?

    Hvilket udbytte fik CA ud af at arbejde med employee advocacy på LinkedIn?

    Employee advocacy-forløbet hos CA gav flere tydelige resultater:

    Øget tryghed i brugen af LinkedIn

    Først og fremmest blev rådgiverne mere trygge ved at bruge LinkedIn aktivt, hvilket i sig selv er vigtigt.

    For mange er den største barriere ikke manglende viden, men usikkerhed om eksempelvis: Hvad skal jeg skrive om? Hvordan gør jeg? Hvad virker? Hvad giver mening for mig?

    Den type usikkerhed blev mindre.

    Styrkede LinkedIn-profiler

    Karriererådgiverne fik arbejdet mere bevidst med deres overskrifter, beskrivelser og samlede tilstedeværelse, så profilerne i højere grad understøtter deres faglighed.

    Øget aktivitet i kommentarsporene

    Der er kommet mere aktivitet i kommentarsporerne på LinkedIn. Det er en vigtig pointe, fordi det viser, at synlighed ikke kun skal måles på opslag.

    Når flere begynder at kommentere fagligt, engagere sig i andres indhold og deltage mere aktivt i relevante samtaler, så øger det også den samlede synlighed og tilstedeværelse.

    Medlemmerne får bedre rådgivning

    Det er måske i virkeligheden den vigtigste gevinst. Når rådgiverne selv har prøvet ting af i praksis, bliver deres anbefalinger mere konkrete, realistiske og troværdige.

    Værdien lå derfor ikke kun i ekstern synlighed. Den lå også i en intern professionalisering af rådgivningen.

    Ergo gjorde forløbet ikke bare medarbejderne mere synlige. Det gjorde dem også bedre rustet til deres arbejde.

    Afrunding: Hvorfor employee advocacy virker

    CA-casen viser noget, som ofte bliver overset i samtalen om employee advocacy.

    Det handler ikke kun om opslag, rækkevidde og branding.

    Det handler i høj grad om adfærd, tryghed og træning.

    Om at gøre det lettere for medarbejdere at være fagligt synlige på en måde, der giver mening for dem selv og for organisationen.

    Når det lykkes, opstår der en stærk dobbeltværdi:

    • Medarbejderne får styrket deres kompetencer og deres faglige tilstedeværelse.
    • Organisationen får større synlighed og mere troværdig kommunikation gennem mennesker frem for kun gennem en virksomhedsside.

    Og måske vigtigst af alt: Synligheden bliver mere holdbar, når den ikke drives af pres, men af forståelse, træning og gradvis adfærdsændring.

    Det er også derfor, employee advocacy sjældent bør reduceres til et spørgsmål om, hvor mange opslag medarbejderne laver. Det mere interessante spørgsmål er, om organisationen har skabt rammerne for, at medarbejderne faktisk får lyst og mulighed for at bruge LinkedIn bevidst.

    Det er i hvert fald en vigtig læring fra denne case.

    Kan jeg hjælpe dig?

    Hej, jeg hedder Leif. Kan jeg hjælpe dig med noget relateret til LinkedIn, social selling eller Sales Navigator?

    Jeg hedder Leif Carlsen og har skrevet blogindlægget, som du lige har læst.

    Har du og din virksomhed brug for hjælp til at arbejde systematisk med employee advocacy via LinkedIn, så ræk ud. Jeg kan med stor sandsynlighed hjælpe jer.

    I hvert fald er du altid velkommen til at kontakte mig på mobiltelefon (+45) 41 900 800 eller e-mail lc@socialsellingcompany.dk.

    Jeg connecter gerne med dig på LinkedIn. Hvis du har mulighed for det, så skriv en lille hilsen, når du connecter, og nævn eventuelt at du har læst netop dette blogindlæg 😊

    De venligste hilsner

    Leif Carlsen blog signatur
    Det kan vi hjælpe jer med når det gælder LinkedIn, social selling og employee advocacy

    Skriv et svar Annuller svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    KUNDESERVICE

    Kontakt os
    Firmaoplysninger
    Persondata- og cookiepolitik
    Krav til teknisk udstyr
    Salgs- og leveringsbetingelser

    YDELSER

    Kurser
    Foredrag
    Workshops
    Sparring og rådgivning
    Få et tilbud fra os

    OM OS

    Sådan hjælper vi dig
    Historien bag os
    Om Eva Sachse
    Om Leif Carlsen
    Presse

    Referencer

    Eksempler på kunder vi har hjulpet
    Hvad siger kunderne om os
    Kundecases

    Facebook Youtube Linkedin
    © 2014-2026 Social Selling Company
    Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på hjemmesiden og til statistiske formål.
    Persondata- og cookiepolitik

    Denne hjemmeside bruger cookies

    Vi bruger cookies til at forbedre din oplevelse på hjemmesiden og til statistiske formål.
    Persondata- og cookiepolitik
    Afvis Tillad alle

    Nødvendig

    Nødvendig
    Disse cookies og scripts er nødvendige for, at webstedet fungerer, og kan ikke slås fra. De aktiveres typisk, når du ændrer privatlivsindstillinger eller udfylder formularer. Du kan blokere dem i din browser, men så vil dele af hjemmesiden ikke virke. Disse cookies gemmer ingen personlige oplysninger.

    Statistik

    Disse cookies og scripts tæller besøg og trafikkilder, så vi kan måle og forbedre hjemmesidens ydeevne. De viser bl.a., hvilke sider der er mest og mindst populære, og hvordan besøgende bevæger sig rundt. Oplysningerne er anonyme. Hvis du ikke tillader dem, kan vi ikke se, at du har besøgt webstedet.

    YouTube og Vimeo videoer

    Disse cookies og scripts sættes af video­tjenester som YouTube og Vimeo for at vise video­indhold. De gemmer ikke personlige oplysninger, men identificerer din browser og enhed. Hvis du ikke tillader dem, kan videoer muligvis ikke afspilles korrekt.
    Bekræft mine valg Tillad alle Afvis