Kom godt i gang med LinkedIn på blot 10 minutter hver dag

Kom godt i gang med LinkedIn på blot 10 minutter hver dag – mere behøver det faktisk ikke at tage. Imidlertid oplever jeg ofte i mit daglige arbejde med at hjælpe personer med at konvertere deres kontakter til ny forretning, at de fleste LinkedIn-medlemmer ikke bruger deres profil aktivt i hverdagen. De laver måske en opdatering af deres profil, hvis de skal i gang med at finde et nyt job eller når de er startet i et.

Uanset hvad grunden er, til at de ikke bruger LinkedIn aktivt, opfordrer jeg dem altid til at tage 10’er testen: Brug 10 minutter på LinkedIn hver dag i de næste 10 dage og se hvad der sker. Hvad det så er smart at bruge de 10 minutter på, vil jeg gerne komme med mit bud på her.
 

Få inspiration fra din daglige LinkedIn e-mail

Du har muligheden for at modtage forskellige automatisk sendte e-mails fra LinkedIn, og en af dem er en email med information om netværks opdateringer. Du kan få den på daglig eller ugentlig basis.

Under ”Privatliv og Indstillinger” på fanen ”Kommunikation” kan du vælge ”Angiv hyppighed af e-mails”. Sæt den til ”Daglig”. Så modtager du hver morgen en email med information om hvem af dine kontakter, der har fødselsdag, fået et nyt job eller har jubilæum. Det kan du så bruge til at ”prikke” til folk ved at skrive en besked til dem i forbindelse med det, der er aktuelt for dem. På denne måde holder du ”gryden i kog” og dit netværk fornemmer at du er aktiv.
 

Vær aktiv i dit netværk

Når du trykker på ”Startside” kan du se strømmen af opdateringer fra dine kontakter. Løb den igennem for at se om der er noget, der kunne være interessant for dit netværk eller grupper du er med i. Du kan ”Synes godt om” eller ”Dele” de relevante opdateringer. På denne måde er du aktiv, og dine kontakter vil se, hvad det er du synes er interessant.
 

Udvid dit netværk

Hvis du trykker på ”Profil” og dernæst vælger ”Hvem har set din profil”, så kan du se, hvem der har set din profil. Med en gratis LinkedIn konto kan du se de seneste fem besøgende. Har du brug for at se flere, kan du opgradere til LinkedIn Premium, som blandt andet giver dig mulighed for at se navnet på alle som har besøgt din profil, dog lige med undtagelse af dem som har en anonym profil. Check dagligt, hvem der har set din profil og inviter dem ind, hvis du synes de har en interessant profil. Du kan for eksempel skrive:

“Kære Palle,
Jeg har set at du har været inde på min LinkedIn-profil. Jeg har også læst din profil og synes at det kunne være interessant at have dig i mit netværk. Du skal være velkommen til at acceptere denne invitation.

De venligste hilsner

Eva Sachse”

 

Udstil din ekspertviden

Et par gange om ugen kan du med fordel bruge dine 10 minutter på at være aktiv på dine egne vegne, og på den måde positionere dig overfor omverdenen som en ekspert indenfor dit område. Selv med en lille indsats kan du skabe dit eget rum som ekspert. Selvom du ”kun” har 267 kontakter kan du sagtens nå ud til mange flere, og det kan du gøre ved at være aktiv og skabe din egen såkaldte content marketing ved at skrive opdateringer og blogs.
 
God fornøjelse med 10’er testen :-)

De venligste hilsner

Eva Sachse
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *