Derfor skal du svare når du stiller spørgsmål på LinkedIn
Jeg ser rigtig mange benytte sig af spørgsmål i deres indlæg på LinkedIn. Det er som udgangspunkt rigtigt godt. Det inviterer til dialog og engagement. Desværre oplever jeg, at spørgsmål alt for ofte bliver brugt som et retorisk virkemiddel og ikke et dialogværktøj.
I min naive verden er dialoger med til at gøre os klogere og bringe os tættere på hinanden. Ja det er rimelig idealistisk. Men jeg er også humanist. Så du må undskylde mig på forhånd, for det her er nok et humanistisk opråb 😊
Min idealistiske og naive tro gør også, at jeg ikke forstår, hvorfor spørgsmål skal bruges som et retorisk virkemiddel til at få spredt sine budskaber. Flere på LinkedIn er begyndt at bruge det til at påvirke deres modtagere til at engagere sig i deres indlæg. Det er igen som udgangspunkt fint nok. Problemet opstår først, idet jeg som modtager af dit indlæg vælger at skrive en kommentar til dig, og du aldrig vælger at svare mig.
Her føler jeg mig narret og udnyttet. Jeg føler, at du kun stiller mig et spørgsmål, fordi du ved, at mit engagement på dit indlæg spreder dit budskab. Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over, hvis du kun ser på det sådan. For i min verden kan du som afsender også lære meget af dine relationer.
Jeg har f.eks. fået denne kommentar fra Anne Frost, som beskriver min og hendes holdning til spørgsmål som et retorisk virkemiddel: ”Du skal være interesseret i, HVAD der bliver svaret frem for, AT der bliver svaret”.
Du skal ikke stille mig et spørgsmål, hvis du er ligeglad med svaret. Så kan du ligeså godt droppe spørgsmålet, for det skaber nogle forventninger hos dine modtagere.
Hør blogindlægget som podcast
Et spørgsmål betyder ifølge den danske ordbog: ”Sproglig ytring som rummer et uafklaret punkt, og som man fremsætter for at få dette punkt afklaret eller belyst af modtageren gennem dennes svar kan i skriften markeres ved et spørgsmålstegn, i grammatikken ved fx omvendt ordstilling eller et spørgende pronomen og i udtalen ved en særlig intonation.”
Det vil sige, at stiller du et spørgsmål, så ønsker du et svar fra mig som modtager. Det kan være, at min viden, erfaring eller en fra mit netværk kan hjælpe dig med at afklare eller belyse et problem.
Du siger som afsender indirekte til mig, at du er interesseret i at høre fra mig. Du inviterer til dialog. En dialog er en samtale mellem to eller flere personer. Ikke en monolog hvor du som afsender kun siger din mening.
Du skaber denne forestilling om dialog ved at stille et spørgsmål. Jeg forventer derved som modtager, at hvis jeg svarer dig, så vil det hjælpe dig med at løse dit problem. Jeg tager mig derfor tiden til at skrive en kommentar og foreslå en løsning. Du kan derefter vælge, om du vil bruge det til noget eller ej. Men du bliver nødt til i min verden at anerkende, at jeg trods alt tager mig tiden til at hjælpe dig.
For får jeg ikke den anerkendelse, så viser du overfor mig, at du er ligeglad med mit svar. Det kan også være, at du er det. Men så skulle du aldrig stille spørgsmålet.
For det skaber en forventning i mit hoved, når du stiller et spørgsmål. En forventning om, at min mening betyder noget for dig, hvorfor jeg gerne vil komme med den.
Hvis vi ser tilbage på definitionen af et spørgsmål, så står der ingen steder, at du som afsender stiller et spørgsmål, fordi du er ligeglad med mit svar.
Så hvorfor stille et spørgsmål, hvis du er ligeglad med svaret? Kunne du ikke ligeså godt lave et indlæg med dit udsagn i stedet for dit spørgsmål? Også lade det være op til folk, om de gad at skrive deres svar på det?
Jeg kan godt lide at lave analogier mellem den digitale og fysiske verden. Det kan sommetider få folk til at stoppe op og tænke over deres adfærd. Det er mit retoriske virkemiddel 😉
Forestil dig, du er til et netværksmøde (Hint: Sammenlign altid LinkedIn med det fysiske netværksmøde). Her har du læst i et blogindlæg, at det er godt med åbne spørgsmål. Det får din samtalepartner til at åbne op og er din mulighed for at få en dialog i gang.
Du stiller et par spørgsmål. Men rent faktisk er du ligeglad med svarene, fordi du vil egentlig bare gerne tale om dig selv. Så hver gang din samtalepartner besvarer dit spørgsmål, så vender du ryggen til vedkommende. Svaret er jo ligegyldigt for dig. Det vil være ret flabet, ikke?
Det er netop denne følelse, som du udviser overfor hos mig, når du ikke deltager i kommentarfeltet på dine indlæg på LinkedIn. Vi har et ansvar som afsender af et indlæg. Især når vi stiller et spørgsmål. Et ansvar for at svare på kommentarerne. I min naive og idealistiske verden svarede vi på alle spørgsmål. Men det må jeg sande er en hård opgave, og faktisk umulig for nogle. Så det forstår jeg 100%, at du ikke kan.
Men jeg mener, at vi som afsender skal være klar over, hvilke forventninger vi skaber, når vi stiller et spørgsmål i vores indhold. Vi skaber en forventning om, at vi IKKE er ligeglad med svarene. Derfor skal vi også udvise engagement i kommentarfeltet og besvare de kommentarer, som vi har tid til.
Det vil sige, når du stiller spørgsmål, så skal du sætte noget tid af til at tjekke dit indlæg og besvare kommentarerne. Det kan være 15 minutter. Det kan være mere eller mindre.
Det vigtigste er bare, at du tager dig tiden til at få besvaret nogle af kommentarerne, så dine modtagere ikke ender med at føle sig ligegyldige og udnyttet. I sidste ende vil de ikke gide at kommentere på dine indlæg, og hvem vil tabe mest på det?
Dig eller dine modtagere? (Retorisk spørgsmål 😉
De venligste hilsner
Skriv et svar