Hvad er blogging og hvordan kommer du i gang med det?
BLOGGING: Hvad er blogging og hvordan kommer du i gang med det? Hvad er nemt? Hvad er svært? Hvordan får du lagt en strategi for det? Det taler jeg med ekspert i blogging Erik Back om i Social Selling Radio episode 73, hvor han deler ud af sin mangeårige viden og erfaring om hvordan du kan komme i gang med at bruge blogging til at få kunderne til at komme til dig af sig selv.
Kundernes informations- og købsadfærd har ændret sig drastisk henover de sidste 10-15 år og er i den grad blevet digitaliseret.
Som udgangspunkt er de ligeglade med dig og dine produkter. Du er fuldstændig ligegyldig, hvis ikke du kan løse deres problemer. De finder dig ikke, hvis ikke du løser deres problemer. De søger efter deres problemer på internettet, hvorfor du er nødt til at give værdi til dem, hvis du vil trække trafik ind til din blog.
Erik Back arbejder til dagligt professionelt med blogging og er ekspert indenfor dette felt. Jeg har i denne episode af Social Selling Radio podcasten talt med Erik omkring blog, og hvordan du kommer i gang med det.
Ifølge Erik handler det om at se bloggen som et sted, hvor kunderne ender, når de har et behov. Det vil sige, at de søger efter et problem, og ubevidst ender på din blog for at finde en løsning.
Hør blogindlægget som podcast
Hvis du vil have kunderne til at ende hos dig, så er du nødt til at lave indhold. Uden indhold har du ingen blog. Det er meget simpelt. Ingen musiker har nogensinde fået succes uden at spille på sit instrument. Du er nødt til at bruge dit instrument – tastaturet – til at producere indhold.
Det kræver en stor portion mod at stille sig op på scenen og bruge sit instrument. Det kan også tage noget tid, før du kommer udover scenekanten. Men du kommer aldrig udover scenekanten og får succes, hvis du gemmer dig bag scenen.
Desværre kommer lytterne også meget sjældent stormende med det samme. Du er nødt til at have lidt tålmodighed og tro på din langsigtede strategi, hvis du skal lykkes.
For det kan godt være, at du får lov til at gæsteoptræde en gang imellem (på de sociale medier). Men som med enhver anden gæsteoptræden, så er det på spillestedets præmisser og ikke din egen. På Facebook kan det for eksempel være, at du kun kommer ud til 1-2 procenter af dine følgere. Mens det på Twitter, LinkedIn og Instagram er nogle flere procenter.
Ulempen ved enhver gæsteoptræden er dog, at du ikke bestemmer. Derfor skal du også kun gæsteoptræde, hvor det giver mening i forhold til den målgruppe, som du gerne vil tiltrække til din scene (bloggen).
Det kræver, at du er meget stærk i din strategi. Du kan nemlig ikke lave en blog fredag og regne med telefonen ringer mandag morgen.
Du skal have styr på, hvem din målgruppe er. Det kan være en god idé at beskrive den perfekte kunde eller lytter og gerne flere typer, hvis du har det. Det gør det noget lettere at skrive tekster til dem, når du går i gang med bloggen.
Dernæst handler det også om at have et klart fokus. Det må gerne være ret nichepræget. Faktisk så meget, at du tænker, at det næsten ingen interesse kan have hos folk. For når du først går i gang, så kan det være svært at begrænse sig.
Du vil måske gerne ud med dit hovedbudskab, men det skal indpakkes på mange forskellige måeder, fordi du gerne vil ud til mange forskellige typer. Du kan nemlig meget sjældent indpakke budskaber på samme måde, når du skal ramme to forskellige typer.
Det kræver en god udgivelsesplan at have en blog. Det handler om at planlægge, hvornår hvad udgives, og hvem der gør det. Det giver dig dermed også en indsigt i tiden, ressourcerne og midlerne, som skal bruges for at få succes med bloggen.
Det kan være, at du skal frigøre nogle ressourcer fra din nuværende marketingafdeling, så de kan få tid til at skrive blogindlæg. Det kan også være, at du skal frigøre nogle midler, så du kan få hjælp udefra.
Blogging er jo i og for sig nok den billigste form for markedsføring, som du kan lave. Du kan starte din egen blog for under 500 kroner, hvilket er ret billigt. Men selvfølgelig koster det nogle mandetimer at få bloggen op at køre.
Men sammenholdt med annoncer, tryksager og reklamer, så kan du relativt let og billigt komme langt ud. De super gode blogindlæg vil også skabe en langt større tillid og troværdighed til dit brand end annoncer.
Fordelen ved bloggen er, at den aldrig holder fri.
Og sammenligner vi det med en medarbejder, som i gennemsnit arbejder 37 timer om ugen, så kan bloggen pludselig blive en god rigtig investering.
Et blogindlæg arbejder nemlig for dig 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året! Det er altid klar til at tage imod en kunde, hvilket gør timeprisen ret lav på sigt.
Og værdien af din blog vil også akkumulere over tid, når du går fra én enkelt blogindlæg til 2, 3, 4, 5 o.s.v. Det gør, at dit arbejde aldrig dør eller er spildt. Det gør blogging til et ret effektivt markedsføringsredskab.
Bruger du det effektivt, så kan dit indhold være relevante i mange år i fremtiden og blive ved med at tiltrække kunder. Du kan skrive såkaldt “evergreen” tekster. Det er indhold, der ofte er tidsuaktuel og som også er relevant om tre år. Det svarer til en flaske god vin. Jo længere den får lov til at lagre, desto bedre bliver den.
Erik tror på, at vi alle kan skrive. Et godt blogindlæg kan sagtens have stavefejl. Han har selv læst masser af gode blogindlæg, som var skrevet af ordblinde. Her var stavefejlene ligegyldige, da budskabet var godt.
”If you can’t explain it to a six year old, you don’t understand it yourself” er et citat fra Einstein, som Erik henviser til.
Han forsøger derfor altid at få sine tekster til at være så enkle som mulig. Her handler det om at ramme et lix-tal på mellem 30-35, hvilket er let for øvede læsere. Det kan ofte være en stor udfordring at få sine tekster ned på det lix-niveau. Derfor behøver dine tekster ikke at være perfekte, så længe de løser læserens problemer.
Hvis du skal være god til at skrive tekster, så kræver det træning. Du er nødt til at skrive hver evig eneste dag. Det kan dreje sig om 5-10 minutter, men det er vigtigt at prioritere i din travle hverdag. Du behøver ikke altid at have et formål med, hvad du skriver – bare du øver dig.
Træningen gør, at når du skal levere, så kan du. Skriver du kun en enkelt gang om måneden, så er det straks meget sværere at komme i gang med at skrive. Du bliver altså mere effektiv af at skrive.
En god teknik i denne henseende kan være free eller flow writing. Teknikken går ud på at skrive uafbrudt i x antal minutter (Erik anbefaler 2-15 alt efter niveau). Her skriver du alt, hvad du tænker på. Tænker du på ting til din indkøbsliste, så skriver du det. Det kan dog være en god idé at skrive nogle fokusord ned, så du måske kan få noget menings- og værdifuldt ud af det.
Alt i alt handler det om at gøre skrivning til en del af din daglige rutine og vane.
Så hvis du kommer i gang med at skrive hver dag i eksempelvis 10 minutter, er du godt i gang med blogge 😊
De venligste hilsner
Comments (4)
Meget brugbart og godt indlaeg. Tak for det…
Velbekomme, Amanda :-)
Meget inspirerende -tak!
Velbekomme, Lene, dejligt at høre at du fandt det inspirerende :-)