Co-creation: Sådan skaber du indhold sammen med andre
CO-CREATION: Hvis du har brug for at skabe indhold til de sociale medier eller eksempelvis jeres virksomhedswebsite, er det så altid dig selv, der skal sidde med hele arbejdet med at udvikle, producere og distribuere indholdet? Eller kunne det faktisk gøres i fællesskab med nogle af dine kolleger eller eksterne udenfor virksomheden?
Ved at bruge den såkaldte “co-creation” tankegang kan du nemlig få hjælp til at skabe det indhold, som du er på udkig efter.
Fordelen er – ud over at få en hjælpende hånd – at du kan få mobiliseret eksempelvis yderligere ekspertise og få helt nye perspektiver på en given problemstilling. Det kan ganske enkelt være med til at gøre dit indhold bedre og mere relevant.
Hør blogindlægget som podcast
Lad os lige få definitionen på co-creation på plads inden vi går videre.
Co-creation kan bruges som en decideret forretningsstrategi, hvor man som virksomhed kan involvere sine kunder med henblik på eksempelvis at skabe og udveksle idéer, der kan skabe værdi for begge parter.
Ultimativt kan det hjælpe virksomheder med at udvikle helt nye produkter og services, hvor kunderne har været med på rejsen som “co-creators”.
Det kan også gøre, at virksomheden får skabt nogle stærke ambassadører, der netop gerne vil fortælle deres netværk om at de har været medskabere, og i større eller mindre omfang har sat deres præg på produktet.

Det kan også være at co-creation bliver hele omdrejningspunktet for værdiskabelsen i selve produktet, servicen eller løsningen.
Et godt eksempel i denne sammenhæng er LinkedIn, som intet ville være uden de enorme mængder indhold, som brugerne selv skaber og deler med deres netværk på LinkedIn. Her sker værdiskabelsen gennem brugerne og LinkedIn er “bare” platformen, hvor det sker på.
Co-creation er for øvrigt ikke noget, der kun er forbeholdt private og kommercielle virksomheder. Tankegangen bruges også af mange offentlige myndigheder og organisationer.
Eksempelvis arbejder det danske politi målrettet med at bruge co-creation som en samarbejdsform til at løse fælles udfordringer i samarbejde med andre myndigheder, privat virksomheder og borgere.
Sofie Henriksen, som til hverdag arbejder med digital markedsføring, har med stor succes brugt co-creation tankegangen til at lave en e-bog.
Idéen til at lave e-bogen kom fra, at Sofie som konsulent gerne vil have de bedste forudsætninger for at kunne træffe de rigtige valg, når det gælder udviklingen af hendes kunders forretning i forhold til digital markedsføring. Og da digital markedsføring dækker over utrolig mange discipliner, ønskede hun at få et overblik over udviklingen inden for de væsentligste områder.
Men da Sofie ikke selv er ekspert på alle områder, valgt hun gå co-creation vejen for netop at få hjælp fra andre til at skabe indholdet til e-bogen. Derfor inviterede Sofie 10 eksperter indenfor e-mail markedsføring, marketing automation, analytics, PR, PPC, kunstig intelligens, SEO, Facebook annoncering, influencer marketing og LinkedIn.
Det har resulteret i e-bogen “What the f*** skal vi gøre i 2018?“, som er en slags letlæst pixibog med forudsigelser om hvad der sker her i 2018 indenfor de ovenfor nævnte områder. Hver ekspert kommer med et kort indlæg indenfor sit område, og samlet set fungerer e-bogen som en slags teaser for hvor man skal starte henne med digital markedsføring anno 2018.
Jeg har selv haft fornøjelsen af at blive inviteret af Sofie til at bidrage med afsnittet omkring Linkedin, hvor jeg blandt andet taler om at LinkedIn for alvor slår igennem som B2B social media platform, og at video bliver det nye sort på LinkedIn i 2018.
Hvordan kan du selv bruge co-creation tankegangen?
I første omgang gælder det efter min mening om at bruge jeres interne ressourcer i virksomheden i form af dine kollger. Det handler mest af alt om at spørge kollegerne om der er nogen af dem, der har lyst til at give en hånd med, når der eksempelvis skal skrives et indlæg, et blogindlæg eller laves en kort video.

De fleste virksomheder har specialister og eksperter indenfor forskellige faglige områder, og de kan netop bidrage med indhold af høj faglig kvalitet.
Samtidigt kan det være medarbejdere i jeres kundeservice eller supportfunktion, der kan hjælpe med at skabe indhold, der handler om at få løst konkrete kundeproblemer. Disse personer er ekstra kapable til at skrive indhold, der kan svare på de mest gængse kundeproblemer.
Sidder du i en mindre virksomhed med et begrænset antal kolleger eller hvis du er selvstændig er der stadigvæk gode mulighed for at få hjælp til skabe indhold.
Her gælder det om at række ud til netværket, og høre hvem der har lyst til at være med til at skabe indhold. Gevinsten for deltagerne er, at de også får udstillet deres ekspertise og faglighed.

I forhold til hvad du kan få hjælp til, så tænker jeg at du ikke skal lade dig begrænse af hvad du tror kan lade sig gøre rent teknisk. Det kunne jo være at der var en i din virksomhed eller i dit netværk, der faktisk kan hjælpe dig uanset om der skal skrives tekst, optages lyd eller filmes en video.
Det gælder faktisk mere om at komme i gang med at række ud i netværket, og spørge om der er nogen, der har lyst til at hjælpe med at skabe indhold. Ergo gælder det om at få gang i dialogen om hvad der kan laves og hvem der kan bidrage til det.
Der fra kan I tage dialogen om hvem der skal bruge de forskellige former for indhold, og hvor og hvornår det skal postes.
Langt det meste indhold kan der altid koges mere suppe på, og ved at bruge fantasien lidt, kan der netop laves varianter af indholdet, der gør at det kan bruges i indtil flere sammenhænge. Det kan være indlæg, der bliver til en artikel eller artiklen, der bliver til en video.

Jeg vil runde dette blogindlæg af med en opfordring til at afprøve co-creation.
Om du skal gå efter at få kollegernes hjælp, spørge netværket eller høre om en af dine kunder har lyst til at være med at skabe indhold, er ikke så vigtigt. Du skal sandsynligvis alligevel spørge flere forskellige grupper af personer.
Det vigtige er at du springer ud i det og prøver det.
Risikoen er for øvrigt til overskue: Du kan allerhøjest få et nej ;-)
Gevinsten kan til gengæld være stor: Rent faktisk ender du måske med at stå med et stykke værdifuldt og relevant indhold, som både du og dit netværk kan have glæde af 😊
De venligste hilsner
Skriv et svar