Er du Sælger Helge eller Trusted Advisor på LinkedIn?
Hvordan vil du gerne have at dit netværk og netværkets netværk på LinkedIn opfatter dig? Som “Sælger Helge med de brede fælge” der bare giver den gas med salgsbudskaber og hele tiden taler om din virksomhed og de produkter I sælger? Eller vil du hellere opfattes som ekspert og en “Trusted Advisor”, altså en betroet rådgiver for dine kunder ved at du deler ud af din viden og hjælper med at svare på spørgsmål indenfor din branche?
Hvordan du bliver opfattet, handler i høj grad om, hvordan din personlige LinkedIn profil tager sig ud og hvad du skriver af indlæg, kommentarer og liker i din nyhedsstrøm på LinkedIn.
Du bliver også vurderet på om du skriver LinkedIn artikler (tidligere kendt som LinkedIn Pulse) eller indlæg om de udfordringer dine kunder har og de muligheder de står overfor indenfor det fagområde, som du er ekspert i.
Hvis du skriver direkte om din virksomhed og slynger om dig med links til landing pages til specifikke produkter og kampagner, så begynder dit netværk at se dig som “Sælger Helge med de brede fælge”. For det virker anmasende og sælgende på den ufede måde.
Ingen kan lide at blive solgt til – ej heller dit netværk på LinkedIn. Du kan bare se, hvordan du sikkert selv reagerer, når du bliver ringet op af en sælger fra et telemarketingfirma, der presser på med salgsbudskaber og gerne bruger dit navn som havde I gået i skole sammen.
Og faktisk føles det endnu værre på LinkedIn. For her er det jo vores eget netværk, som vi kommunikerer med via nyhedsstrømmen og LinkedIn artikler.
Når nogen i dit netværk skubber på med sælgende indlæg, ja, så går vi baglæns og siger stop. I bedste fald bliver netværket “døv” overfor den slags statusopdateringer, og måske “muter” de kommende indlæg. I værste fald kan det ende med at folk bliver så irriterede, at de helt fjerner dig som forbindelse på LinkedIn.
Det svarer i bund og grund til at vi mødes til et fysisk netværksmøde, og at nogen så bare giver den gas med anmasende salgsbudskaber inden det første rundstykke er spist færdig. Den går ganske enkelt ikke – hverken til et netværksmøde eller på LinkedIn.
Hvis du derimod deler ud af din viden og inspirerer andre gennem eksempelvis LinkedIn artikler, kan det være med til at etablere dig i dit netværk som en ekspert på dit område.
Hvis du deltager med din professionelle mening i faglige debatter og tør udfordre status quo, og indgå i en langt mere konsultativ rolle, er du godt på vej til at blive opfattet som den troværdige rådgiver, altså en “Trusted Advisor”.
Hvis du bliver ved og sørger for regelmæssigt proaktivt at bidrage til dit netværk via vidensdeling, inspiration og professionel sparring, ja, så ender du helt sikkert med at blive en betroet rådgiver for dine kunder. Gør du det rigtigt godt, kan du endda ende med at blive set som en autoritet på dit område af hele din branche.
En Trusted Advisor er super dygtig til at lave såkaldt “unselling” ud fra en tankegang om, at hvis du vil sælge, skal du lade være med at sælge. Du skal i stedet hjælpe, inspirere og rådgive. Gør du det godt og opnår kunderne en konkret værdi ved det, så køber de også af dig.
Det kræver helt sikkert både tid og indsatser, før du kan få etableret rollen som Trusted Advisor i dit LinkedIn netværk. Der skal mange gode og relevante indlæg, kommentarer og artikler til, før du ender med at få status som betroet rådgiver.
Men det kan lade sig gøre, og også i løbet af en overskuelig tidsperiode. Det handler om at opbygge det som vi kalder for digital egenkapital, hvilket vi taler meget mere om i et helt andet blogindlæg som du finder her.
Det kræver så til gengæld kun få sælgende indlæg (i værste fald er ét nok) for at du bliver kendt som “Sælger Helge” i dit LinkedIn netværk, og folk ligefrem begynder enten at skjule dine indlæg, stopper med at følge dig eller i værste fald helt disconnecter med dig på LinkedIn
Men valget er jo heldigvis dit eget :-)
Hvis du har fået lyst til at høre mere om emnet, så har jeg også lavet en podcast episode om det i form af Social Selling Radio episode 33.
I podcasten henviser jeg to andre af vores podcasts: Den ene er Social Selling Radio episode 22, der blandt andet handler om digital egenkapital. Den anden podcast er Social Selling Radio episode 30, som handler om, hvordan du skriver en LinkedIn artikel.
Du kan også lytte til podcast episoden på Apple Podcasts, Spotify, SoundCloud eller Stitcher ved at klikke på et af ikonerne nedenfor:
De venligste hilsner
Lidt om forfatteren til dette blogindlæg
Leif Carlsen er LinkedIn ekspert og social selling specialist, og brænder for at hjælpe virksomheder og individer med at udnytte det store potentiale, der ligger i at anvende de sociale medier forretningsmæssigt. Han er en dygtig formidler af social selling budskaber, uanset om det drejer sig om at stå på scenen til foredrag, facilitering af workshops eller i en-til-en sammenhæng. Leif kommer med mere end 25 år erfaring fra virksomheder som Acer, PC-WARE, HP og har stor ekspertise inden for salg, indkøb og markedsføring. Du kan læse mere om Leif ved at klikke her.
Skriv et svar