Hvornår tæller en visning på LinkedIn?
VISNINGER: Hvornår tæller en visning på LinkedIn? Det spørgsmål får jeg ret ofte og svaret er, at det kommer an på om det er et indlæg eller en artikel. Udover at indlæg og artikler er to meget forskellige indholdsformater, som tjener hvert deres formål, så bliver en visning også målt på to forskellige måder. Ergo er en visning af et indlæg ikke det samme som for en artikel og omvendt.
Men inden jeg fortæller dig detaljerne bag, hvornår en visning tæller på LinkedIn, så lad mig advare dig om, at du måske bliver skuffet over at få denne viden.
For når du kigger på statistikken for dit seneste LinkedIn indlæg, og ser at det har fået 3.172 visninger, så må der jo være præcis 3.172 personer, der er stoppet op, og har læst indlægget fra start til slut.
Men det er der desværre ikke.
For en visning af et indlæg tæller nemlig lige så snart at en person har scrollet forbi dit indlæg i nogenlunde almindeligt tempo.
Og det er uanset, om det sker i form af fingeren, der swiper løs på smartphone, via touchpad’en på den bærbare computer eller ved hjælp af musen som er tilsluttet den stationære pc. Så når du scroller løs kører tælleren.
Sandheden er, at de cirka 3.200 personer har fået vist dit indlæg i et øjeblik, medens de har scrollet sig igennem nyhedsstrømmen. Faktisk er det kun et mindre antal, der er stoppet op, og har skimmet eller læst indlægget igennem.
Hvis vi rent faktisk kunne interviewe de 3.172 personer, vil kun et begrænset antal være i stand til at huske at de har set dit indlæg, og endnu færre kan fortælle om hvad det indeholdte.
Men hvordan måles en visning så helt præcist?
Som nævnt i indledningen af dette blogindlæg, er der forskel på hvordan en visning måles, hvis der er tale om et indlæg og en anden måde hvis det er en artikel.
I hele træskolængder tæller en visning:
- Når en person har set dit indlæg i deres nyhedsstrøm.
- Når en person (eller du selv) har klikket og åbnet din artikel.
Ergo handler det om et indlæg eller en artikel er blevet vist eller ej i nyhedsstrømme – ikke nødvendigvis om det er blevet læst 😉
Du kan læse flere konkrete detaljer om, hvornår en visning tæller i de følgende afsnit.
Som jeg allerede har været inde på tidligere i dette blogindlæg, så tæller en visning af et LinkedIn indlæg, når du scroller forbi det i nogenlunde almindelig hastighed.
Hvad er så almindelig hastighed?
Jo, rent teknisk set, så tæller en visning så snart dit indlæg er blevet vist i mindst 50 procent af skærmen hos en bruger i minimum 300 millisekunder på mobil app’en eller mindst 1 sekund på desktop udgaven af LinkedIn.
Du kan jo prøve det af, når du næste gang er på LinkedIn mobil app’en eller sidder på din laptop eller stationære pc. Hvis du scroller som de fleste, holder du dig fint indenfor grænsen på henholdsvis minimum 300 millisekunder eller 1 sekund.
Dermed er der ret stor chance for at alt det som du selv scroller dig igennem når at tælle med i statistikken over visninger.
Hvis du arbejder med annoncering på LinkedIn som eksempelvis sponsorerede indlæg, så er det for øvrigt samme måde der tælles visninger på.
Tidligere havde LinkedIn en forholdsvis løs måde at opgøre visninger på, men i forbindelse med at annoncering på LinkedIn fylder mere og mere, har annoncørerne stillet øget krav til hvornår visning af annoncer rent faktisk tæller med. I den sammenhæng valgte LinkedIn at stramme op på definitionerne således, at det i høj grad minder om måden som Facebook opgør deres visninger på.
Du kan jo også lave et indlæg, hvor du tilføjer en video, altså hvor du uploader selve videofilen sammen med din tekst.
Ved at uploade din video direkte, som en del af et indlæg (også kendt som “native video”), bliver din video som udgangspunkt autoafspillet i nyhedsfeedet. Jeg skriver som udgangspunkt fordi at dem, der har slået autoafspil-funktionen fra, vil ikke automatisk få afspillet videoen. Disse personer skal ind og klikke på play-knappen, hvis de vil se videoen.
Helt præcist tæller en visning af en video, så snart den har været afspillet i 3 sekunder eller mere hos den person, som ser videoen.
Du kan desværre ikke få viden om gennemsnitsspilletid og lignende statistikker, som du kan få på eksempelvis YouTube eller en Facebook virksomhedsside. Så LinkedIn fortæller alene om hvor mange, der har set videoen i 3 sekunder eller mere, uanset om de scroller videre efter de 3 sekunder eller om de ser videoen til ende.
Du skal være opmærksom på, at hvis der er tale om en YouTube video, hvor du linker til en bestemt video, virker tællingen af visninger lige som hvis det er et normalt indlæg med tekst og eventuelle billeder og links. Så her har antallet af visninger ikke noget at gøre med hvor mange gange videoen har været vist.
En visning af en LinkedIn artikel tæller først, når der er blevet klikket på linket til artiklen, og den bliver vist på din skærm.
Så i modsætning til en visning af et indlæg, så skal du altså klikke dig ind på selve artiklen, før at det tæller som en visning.
Det er så også forklaringen på, hvorfor at artikler som regel får markant færre visninger end indlæg. For her skal du altså lave et proaktivt valg ved at klikke på linket i nyhedsstrømmen for at du kan se selve artiklen.
Så en artiklen vil typisk have markant færre visninger end indlæg. Til gengæld er der større relevans og dermed kvalitet i visningerne af artikler fordi at det netop er et proaktivt valgt at du vil se en given artikel.
Måske er du lige nu lidt skuffet over at høre, at der faktisk ikke er 3.000 personer, der har læst dit indlæg igennem ord for ord.
Men jeg synes at du skal lade være med at fokusere alt for meget af antallet af visninger. Faktisk er der risiko for at der pludselig at der går “algoritmehustling” i den, og du begynder at tænke for meget i, hvordan du kan trigge algoritmen i forhold til hvordan du kan få vist dit opslag så mange gange som muligt.
Hvis du har en butik ville det svare til, at du fokuserede mest på antallet af fodgængere, der går forbi din butik. Dem, som rent faktisk betyder noget, er jo dem som går ind i din butik og taler med dig 😉
Det samme princip gælder på LinkedIn. Det, som batter noget, er dem, der skriver kommentarer til dit indlæg og klikker på “Synes godt om” 😊
Det er selvfølgelig helt fint at holde øje med antallet af visninger, men det er langt mere værdifuldt med specielt kommentarer. For her er der jo en eller flere, der har brugt tid og kræfter på at kommentere dit indlæg. Det kan være indgangsvinklen for eksempelvis at connecte med på LinkedIn og derigennem skabe nye forretningsmæssige relationer.
Som jeg allerede har været inde på tidligere i dette blogindlæg, har jeg den holdning at du ikke skal fokusere så meget på visninger.
Visninger må i hvert fald ikke være den vigtigste faktor for, om du synes at dine indlæg er en succes eller ej.
Det er trods alt bare visninger og dermed et udtryk for hvor mange personer, som i større eller mindre grad har fået vist dine indlæg. De fleste har som udgangspunkt kun set indlæggene i millisekunder, hvorimod nogle har skimmet dine budskaber og et mindre antal har læst med.
Jo mere du fokuserer på at lave gode indlæg (og LinkedIn artikler for den sags skyld), som indeholder brugbar og relevant viden, desto større er chancen for at dit netværk vil interagere med dit indhold.
Nogle vil klikke på “Synes godt om” knappen som en slags klap på skulderen, hvor andre vil poste kommentarer og skabe debat.
Når personer klikker på “Synes godt om” eller skriver en kommentar til dig, er det en person som du både kan forholde dig til og ikke mindst kommunikere til og med.
Det er det, som er det vigtige – ikke visninger.
De venligste hilsner
Comments (4)
Hej Leif
Tak for en god artikel omkring “Hvornår tæller en visning på LinkedIn”, jeg har dog et enkelt spørgsmål som du ikke kom ind på i artiklen.
Hvorfor kan man se visninger på nogle artikler og ikke andre?, eks. kan jeg ikke se at andre kan se hvor mange visninger mine artikler og/eller feeds har fået, men på nogle artikler og/eller feeds som andre har skrevet kan man se antal visninger, sammen med likes og kommentarer.
Hej Michael,
Mange tak for de venlige ord.
I forhold til dit spørgsmål, så er det normalvis sådan, at det kun forfatteren af et indlæg eller en artikel, der kan se visningsstatistik.
Eneste undtagelse er videoer, hvor alle kan se antallet af visninger som en given video har haft.
Antallet af likes og kommentarer som et indlæg eller en artikel har fået, kan også ses af alle.
Hej Leif,
En ting jeg har undret mig over længe.
Jeg administrere en virksomhedsprofil på LinkedIn. Jeg laver et opslag fra virksomhedens side som bliver delt 8 gange. Ud af de 8, har 2 af mine kollegaer delt opslaget. De har henholdsvis hver især 1800 og 1200 visninger af opslaget/delingen. En samarbejdspartner har også delt opslaget og har blandt andet over 70 likes og 10+ kommentarer på delingen, hvilket i hvert fald også må give et ret højt antal visninger.
Alligevel står der i mine (virksomhedens) insights, at opslaget KUN har fået 1400 visninger.
Hvordan kan jeg se det samlede antal visninger, hvor alle delingerne også er inkluderet?
Håber du kan hjælpe!
Mvh.
Matthias
Hej Matthias,
Det tal kan du desværre ikke finde på en virksomhedsside. Du finder kun tallet på antallet af direkte visninger – desværre ikke de delte visninger.
Helt generelt anbefaler vi, at man ikke deler opslag, dels fordi at for flertallet virker delinger bare ikke og skaber kun meget begrænset rækkevidde.
Dernæst fjerner man fokus fra opslaget på virksomhedssiden og som du også oplever også tracking på antallet af visninger, likes og kommentarer.
Derfor opfordrer vi altid virksomheder til, at de skal bede medarbejderne om “kun” at like opslag, og således ikke dele dem.
De venligste hilsner
Leif