Den ultimative guide: De oftest stillede spørgsmål om LinkedIn (FAQ)
Den ultimative guide: De oftest stillede spørgsmål om LinkedIn (FAQ): Kan jeg fortryde et like? Er det gratis at bruge LinkedIn? Hvordan sletter jeg min LinkedIn konto? Findes LinkedIn på dansk? Er LinkedIn Premium pengene værd? Hvordan slår jeg totrinsverifikation til på min profil? Kan jeg bruge hashtags på LinkedIn? Kan jeg connecte med en person i tredje led?
Det er blot nogle af de mange spørgsmål til LinkedIn som jeg får, når jeg afholder webinarer, foredrag, kurser og workshops.
Jeg får selvfølgelig svaret på disse spørgsmål ude i virksomheder eller under webinaret, men jeg tænker at der er mange derude, der har de samme spørgsmål, men måske ikke får lejlighed til at få svar på dem.
Jeg har derfor lavet denne LinkedIn FAQ (“Frequently Asked Questions”) eller på dansk ofte stillede spørgsmål for at gøre det nemt for dig at få svar på disse spørgsmål.
I skrivende stund består den af de 66 oftest stillede spørgsmål, men jeg kommer jævnligt til at opdatere LinkedIn FAQ’en med nye spørgsmål i takt med at jeg hører om dem, og jeg vil selvfølgelig i samme moment sørge for at svare på spørgsmålene.
- Hvad betyder LION på LinkedIn?
- Hvad er LinkedIns “Commercial Use Limit”?
- Hvad er en LinkedIn artikel?
- Hvad er et LinkedIn indlæg?
- Hvad er LinkedIn?
- Hvad er forskellen på forbindelser og følgere på LinkedIn?
- Hvad er Social Selling Index og hvor finder jeg det?
- Hvad gør jeg hvis min LinkedIn konto er blevet hacket?
- Hvad kan andre se, hvis de googler min LinkedIn profil?
- Hvad koster LinkedIn Premium?
- Hvor finder jeg min LinkedIn profilstyrke?
- Hvor gammel skal jeg være før jeg må oprette en LinkedIn profil?
- Hvor kan jeg se, hvornår jeg kom på LinkedIn?
- Hvor lang kan en LinkedIn artikel være?
- Hvor langt kan et LinkedIn indlæg være?
- Hvor lang kan min professionelle overskrift være?
- Hvor langt kan mit “Om” afsnit være?
- Hvor mange brugere har LinkedIn på verdensplan?
- Hvor mange danskere er på LinkedIn?
- Hvor mange forbindelser kan jeg maksimalt have?
- Hvor mange medarbejdere har LinkedIn?
- Hvor mange virksomhedssider findes der på LinkedIn?
- Hvor stammer LinkedIn fra?
- Hvordan slår jeg totrinsverifikation til på min profil?
- Hvordan beder jeg om en anbefaling på LinkedIn?
- Hvordan giver jeg en anbefaling på LinkedIn?
- Hvordan lukker jeg min LinkedIn konto?
- Hvordan redigerer jeg mit LinkedIn profilfoto?
- Hvordan sammenlægger jeg dubletkonti?
- Hvordan slipper jeg for at modtage sponsorerede InMails?
- Hvordan tilføjer jeg undertekster til en video på LinkedIn?
- Kan andre se mine forbindelser?
- Kan jeg bruge boolsk algebra/boolean search i søgninger på LinkedIn?
- Kan jeg bruge hashtags på LinkedIn?
- Kan jeg connecte med en person i 3. led?
- Kan jeg fjerne et like som jeg har fortrudt at jeg har givet?
- Kan jeg fjerne falske medarbejdere fra vores virksomhedsside?
- Kan jeg have min profil på flere forskellige sprog?
- Kan jeg indrapportere spam på LinkedIn?
- Kan jeg kommentere på indlæg eller kommentarer som virksomhed?
- Kan jeg lave afstemninger på LinkedIn?
- Kan jeg like et indlæg som virksomhed?
- Kan jeg poste stories på LinkedIn?
- Kan jeg sende beskeder til personer jeg ikke er forbundet med?
- Kan jeg skrive til LinkedIn og få hjælp?
- Kan jeg trække en anbefaling tilbage efter at jeg har givet den?
- Kan jeg trække en anmodning om en anbefaling tilbage efter at jeg har sendt anmodningen?
- Kan jeg trække en invitation tilbage efter at have sendt den?
- Kan jeg uploade en PDF-udgave af mit CV til min profil?
- Kan jeg uploade PDF-dokumenter til min profil?
- Kan jeg uploade en PowerPoint præsentation til min profil?
- Kan jeg uploade et Word-dokument til min profil?
- Kan jeg uploade en video til min profil?
- Kan jeg være anonym på LinkedIn?
Det er som udgangspunkt gratis at bruge LinkedIn.
Du kan således oprette en profil på LinkedIn og bruge den uden at skulle til at betale for det.
Det begynder først at koste penge, hvis du ønsker bruge de såkaldte LinkedIn Premium abonnementer, der giver dig adgang til en række særlige funktioner og flere informationer.
Hvis du vil vide mere om LinkedIn Premium, er der masser af viden og anbefalinger at hente i vores omfattende LinkedIn Premium guide.
Læs eventuelt også FAQ-spørgsmålet “Koster det penge at bruge LinkedIn?“.
Langt de fleste LinkedIn brugere kan sagtens “nøjes” med gratisudgaven af LinkedIn, som giver dig rigtig mange gode værktøjer uden at du behøver at skulle betale for noget som helst.
Hvis du har særlige behov i forhold til at bruge LinkedIn til eksempelvis at søge job med, finde frem til nye medarbejdere til virksomheden eller til salg, kan det måske give mening at bruge et af de såkaldte LinkedIn Premium abonnementer.
Normalvis kan du prøve de fleste LinkedIn Premium i 30 dage således, at du kan finde ud af, om de ekstra funktioner er pengene værd.
Hvis du vil vide mere om de ekstra funktioner og informationer, som du får adgang til og hvad det kan bruges til, er du velkommen til at kigge forbi vores LinkedIn Premium guide.
Ja, det gør der, men i modsætning til Facebook, er der sjældent særlig stor aktivitet i grupperne med undtagelse af nogle forholdsvis få populære grupper, der ofte er kendetegnet ved at have mange medlemmer.
For år tilbage var LinkedIn grupper egentlig ganske populære, men over de sidste 4-5 år er interessen døet ud. Det tilskriver jeg det faktum, at LinkedIn har ikke været særlig gode til at udvikle grupper funktionalitetsmæssigt. LinkedIn har ganske vist forsøgt at genstarte grupper som begreb med enkelte nye funktioner og notifikationsmuligheder, men det virker som om at løbet er kørt for grupper på LinkedIn.
Ergo er grupper en slags niché, som få dyrker på LinkedIn, men dem som gør det, får til gengæld ofte stor glæde og udbytte ud af at være en del af en eller flere grupper.
PS: For at give dig et eksempel på en mindre dansk LinkedIn gruppe, der sker lidt i, så kig forbi “Netværksgruppe for lettere nørdede LI-brugere” som styres af LinkedIn entusiasten Jeanette Pavlak. Hvis du kan lide at nørde med LinkedIn, kan det være en gruppe, som du skal overveje at blive medlem af.
Du er også meget velkommen til at blive medlem af vores egen LinkedIn gruppe, som går under navnet “Dansk Social Selling Forum“. Så hvis du på den ene eller anden måde arbejder med salg og/eller interesserer dig for social selling, er det en god gruppe at være medlem af.
Ja, LinkedIn findes også på dansk forstået på den måde, at alle menuer, dialogbokse og indstillinger i LinkedIn er oversat til dansk.
Store dele af LinkedIns hjælpefunktion er også oversat til dansk.
Du kan ændre på systemetsproget via indstillingerne på LinkedIn.
Nej, i skrivende stund har LinkedIn ikke et dansk kontor, men på det regionale Europa-kontor i Dublin er der danske medarbejdere ansat til at servicere danske kunder.
LION er en forkortelse for “LinkedIn Open Networker”, og er en betegnelse for personer, som vil connecte med enhver på LinkedIn uden at der behøver at være nogen grund til det eller en forudgående relation.
En “LinkedIn Open Networker” vil typisk skrive LION eller L.I.O.N. et eller andet sted i deres professionelle overskrift for at signalere til andre, at de vil connecte med alle.
Jeg vil anbefale at du IKKE hopper ombord i LION “konceptet”, da du risikerer at ødelægge relevansen, kvaliteten og ultimativt værdien af dit LinkedIn netværk.
LinkedIns algoritme favoriserer for øvrigt, at du har et netværk, som består af tætte relationer forstået på den måde, at I interagerer med hinandens indhold via likes, kommentarer og delinger samt beskeder.
Hvis du er LION og har accepteret hundredevis eller tusindevis af tilfældige invitationer eller inviteret alle mulige tilfældige ind i dit netværk, risikerer du at blive “straffet” af algoritmen i.f.t. spredningen af dine indlæg fordi at du har et netværk, der i bund og grund ikke er interesseret i dine indlæg, og dermed heller ikke interagerer med dem.
Min anbefaling er derfor, at det er fint at være åben overfor at udvide sit netværk, men at du sagtens kan sætte en række kriterier op for hvem du lukker ind, og hvem du ikke vil connecte med, for at sikre en vis grad af kvalitet og relevans i dit netværk.
I gratisudgaven af LinkedIn er der sat en begrænsning op for hvor mange søgninger du kan lave hver måned. Denne begrænsning omtales af LinkedIn som “Commercial Use Limit”.
Begrænsningen handler om, at LinkedIn skelner mellem om du bruger platformen i privat regi, eller om du bruger den i kommerciel sammenhæng til eksempelvis rekruttering eller salg.
LinkedIn fortæller ikke officielt om størrelsen på “Commercial Use Limit”, men i følge det vi erfarer, så er tallet på et sted mellem 50 og 100 søgninger pr. måned.
Hvis du overstiger “Commercial Use Limit” vil du få besked herom, og du kan så ikke gennemføre yderligere søgninger før end at LinkedIn nulstiller “Commercial Use Limit”. Det sker hver den første i måneden ved midnat PST (Pacific Standard Time).
Alternativt kan du vælge at købe et LinkedIn Premium abonnement for at komme ud over “Commercial Use Limit” begrænsningen.
En LinkedIn artikel minder på mange måder om et blogindlæg, som du måske kender fra websites. Det er typisk en længere tekst, som kan være suppleret med billeder og andre former for visuelt materiale.
Du bør overveje at skrive en LinkedIn artikel, når du har behov for at gå i dybden med et emne, og ikke ønsker at være begrænset af de 1.300 tegn, som er begrænsningen på et indlæg på LinkedIn.
En LinkedIn artikel kan være på op til 40.000 tegn. Min anbefaling er, at du skriver artikler på minimum 300 ord, men helst ikke længere end 6-800 ord fordi at folk har begrænset tid, når de er på sociale medier som eksempelvis LinkedIn.
Læs eventuelt også FAQ spørgsmålet “Hvad er et LinkedIn indlæg?“
Et LinkedIn indlæg er den slags opslag, som du ser oftest i nyhedsstrømmen på LinkedIn.
Disse indlæg består ofte af en given mængde tekst, et eller flere billeder eller en video, og måske også et link til en ekstern artikel.
Styrken ved at bruge indlæg er, at de typisk kan opnå stor synlighed samtidigt med, at det er nemt for folk på LinkedIn at interagerer i form af likes, kommentarer og delinger.
Et LinkedIn indlæg kan være på maksimalt 1.300 tegn inklusive mellemrum, links og eventuelle hashtags.
Læs eventuelt også FAQ spørgsmålet “Hvad er en LinkedIn artikel?“
LinkedIn er et erhvervsorienteret socialt medie.
Den grundlæggende idé med LinkedIn handler om at give dig mulighed for på en nem måde at etablere netværk og skabe og dyrke professionelle relationer.
Du kan læse mere om LinkedIn, historien bag og hvad du kan bruge det til i linket her.
En forbindelse er en person, der enten har accepteret en invitation fra dig til at blive forbundet på LinkedIn, eller hvor du har accepteret en invitation fra vedkommende.
En forbindelse kan:
- se dine opslag (indlæg, artikler, likes, kommentarer og delinger).
- se alle detaljer på din profil inklusive kontaktoplysninger.
- se dine forbindelser (dog maksimalt 999 forbindelser og hvis dine indstillinger er sat op til det).
- se de fælles forbindelser som I har.
- skrive beskeder og anbefalinger til dig.
- anerkende kompetencer.
Du kan se hvor mange forbindelser du har via linket her.
En følger er en person, som har valgt at følge dig ved at klikke på “Følg” knappen på din profil.
En følger kan:
- se dine opslag (indlæg, artikler, likes, kommentarer og delinger).
- se de fælles forbindelser som I har.
Du kan selvfølgelig også selv følge personer på LinkedIn, og i så fald gælder det samme for, hvad du kan se :-)
Du kan se hvor mange følgere du har via linket her.
Social Selling Index, som ofte forkortes til SSI, er LinkedIns officielle måde at sætte et tal på, hvor godt du har indarbejdet LinkedIn’s måde at arbejde med social selling metodikken på.
Social Selling Index går fra 0 og op til 100 og opdateres dagligt (vær dog opmærksom på, at der går 24 timer mellem hver opdatering).
Du finder dit personlige Social Selling Index via denne webadresse: https://www.linkedin.com/sales/ssi
Hvis du har lyst til at læse mere om Social Selling Index og hvordan du kan arbejde med det, er der inspiration at hente i denne SSI guide.
Hvis du fortsat har adgang til din konto
Hvis du mener at andre har fået adgang til din LinkedIn konto, og du stadigvæk har adgang til kontoen, vil jeg anbefale at du straks gør følgende:
- Udskift din adgangskode og til en helt anderledes kode end den tidligere.
- Slå totrinsverificering til med henblik på at forhindre en hacker til at få adgang til din LinkedIn konto selv om hackeren har fået fat i dit brugernavn og adgangskode.
- Tjek nu dine aktive LinkedIn sessioner med henblik på at finde frem til mistænkelige logins eller enheder/devices. Hvis der er logins/enheder som du ikke kan genkende, så skift adgangskode igen og log herefter ud af den/de mistænkelige sessioner.
- Undersøg herefter alle de e-mail adresser, som du har koblet på din LinkedIn konto, for at sikre, at de ikke er blevet kompromitteret eller hacket. I så fald skal du fjerne den/disse e-mail adresser fra din LinkedIn profil. Hvis det viser sig, at disse e-mail adresser er okay og ikke er kompromitterede, vil jeg anbefale at du for en sikkerheds skyld ændrer adgangskoderne på disse e-mail adresser.
Hvis du ikke længere har adgang til din konto
Hvis din LinkedIn konto er blevet hacket, og du ikke længere kan logge dig på kontoen, vil jeg anbefale at du straks indrapporterer hackingen til LinkedIn.
Det gør du ved at udfylde denne formular: https://www.linkedin.com/help/linkedin/ask/TS-RHA.
Når du har udfyldt og indsendt formularen, tager LinkedIn over og vil begynde arbejdet med at stoppe hackingen af din LinkedIn konto.
Hvis du vil have inspiration til, hvordan du kan beskytte din LinkedIn konto, kan jeg anbefale at du læser artiklen “Sådan undgår du at få din LinkedIn konto hacket“, som min kollega Eva Sachse har skrevet.
Hvis jeg googler dit navn, er der en god chance for, at Google vil vise din LinkedIn profil som et af de svar, der bliver vist i søgeresultatet.
Det, der umiddelbart vil blive vist i en Google-søgning i forhold til LinkedIn, er din offentlige profil.
De oplysninger, der typisk vil blive vist, er:
- Din offentlige LinkedIn webadresse (personprofil URL)
- Dit profilfoto, hvis dine indstilinger er sat til “Offentligheden”.
- Andre elementer fra din profil, hvor indstillingerne er sat til at blive vist.
Generelt set anbefaler jeg, at du sætter din profil til at vise alle dine LinkedIn profil oplysninger med henblik på at skabe den største mulige transparens i forhold til din digitale troværdighed.
LinkedIn Premium er ikke kun et produkt, men derimod en betegnelse for en hel række af Premium abonnementer, som koster fra kr. 199,99 og helt op til kr. 8.073,75 inklusive moms om måneden afhængig af hvilket abonnement du vælger.
Du kan læse mere om de forskellige abonnementer i vores LinkedIn Premium guide.
Som udgangspunkt er det kun dine forbindelser, altså dem som du er forbundet med på LinkedIn, der kan se alle dine kontaktoplysninger.
Alle andre LinkedIn brugere, altså dem som du ikke er forbundet med, kan normalvis kun se:
- din offentlige LinkedIn profiladresse.
- dine websteder (hvis du har tilføjet den/disse til din profil).
- din fødselsdag (hvis du har tilføjet denne og/eller tilladt visning af den)
Under dine privatlivsindstillinger kan du ændre på, hvem der skal kunne se din e-mail adresse.
Du kan også bestemme om dine forbindelse skal kunne downloade din e-mail adresse, hvis de laver en dataeksport af deres forbindelser. Jeg vil helt klart anbefale, at du sætter denne indstilling til “Nej” for at undgå at ende på diverse spamlister.
Det gør Microsoft, der tilbage i 2016 opkøbte LinkedIn for ikke mindre end 26,2 milliarder dollars. Med opkøbet ønskede Microsoft blandt andet at skabe koblinger mellem LinkedIn og en række af Microsofts egne produkter såsom Office 365 og Microsoft CRM.
LinkedIn findes på i alt 24 forskellige sprog, hvis du foretrækker at få vist menuer, dialoger og hjælpetekster på et af disse sprog.
Du kan vælge imellem arabisk, dansk, engelsk, fransk, hollandsk, indonesisk, italiensk, japansk, kinesisk (både forenklet og traditionelt), koreansk, malajisk, norsk, polsk, portugisisk, rumænsk, russisk, spansk, svensk, tagalog, thailandsk, tjekkisk, tyrkisk og tysk.
Du kan ændre på systemetsproget via indstillingerne på LinkedIn.
I gratisudgaven af LinkedIn kan du søge og filtrere på følgende kriterier:
- Fornavn.
- Efternavn.
- Titel.
- Virksomhed.
- Skole.
- Forbindelser (1., 2. eller 3. led).
- I netværk med [NAVN].
- Beliggenhed (land).
- Nuværende virksomheder.
- Tidligere virksomheder.
- Brancher.
- Profilsprog.
- Kontakters interesser.
- Tjenester.
Endvidere kan du søge på indhold, grupper og hashtags.
Har du brug for flere søge- og filtermuligheder, er du nødt til at betale for det ved at købe dig til eksempelvis Sales Navigator, som er et af LinkedIns Premium produkter.
Du har mulighed for at se hvor godt din profil er udfyldt ved at tjekke din såkaldte LinkedIn profilstyrkemåler (på engelsk “Profile Strength meter”).
Du finder niveauet for din profilstyrke at klikke på “Dig” i topmenubaren og herefter vælge “Vis profil”.
Scroll nu lidt ned indtil at du når ned til “Dit dashboard”, hvor du til højre kan se din profilstyrke.
Jævnfør LinkedIns brugerbetingelser skal du være minimum 16 år før at du må oprette en LinkedIn profil.
Det gør du via dine indstillinger ved at følge denne proces:
- Klik på “Dig” i topmenubaren.
- Klik herefter på “Indstillinger og privatliv”.
- Klik nu på “Sådan behandler LinkedIn dine data” fanebladet.
- Klik på “Administrer data og aktivitet”.
- Klik på det sidste sidenummer for at se feltet med information om, hvornår du tilmeldte dig LinkedIn.
Du kan også gøre det via linket https://www.linkedin.com/psettings/data-log, som leder dig hen til “Administrer data og aktivitet” afsnittet.
En LinkedIn artikel kan være på maksimalt 40.000 tegn.
Hvis du vil have inspiration til, hvordan du skriver en LinkedIn artikel, så er der hjælp at hente i vores LinkedIn artikel guide.
Et LinkedIn indlæg kan være på maksimalt 1.300 tegn inklusive mellemrum, eventuelle links og hashtags.
Hvis du vil have inspiration til, hvordan du skriver det perfekte LinkedIn indlæg, er der inspiration at hente i vores LinkedIn indlægsguide.
Din professionelle overskrift kan være på i alt 220 tegn inklusive mellemrum.
Hvis du vil have inspiration til, hvordan du opbygger din professionelle overskrift, så er der hjælp at hente i denne guide.
“Om” afsnittet på din profil kan være på op til 2.600 tegn.
Hvis du vil have inspiration til, hvordan du kan opbygge dit “Om” afsnit, er der hjælp at hente i den ultimative guide til den perfekte LinkedIn profil.
Et andet godt spørgsmål i denne sammenhæng er, hvor langt bør mit “Om” afsnit være?
Da Google indeksere din profil, og Google generelt set elsker at have så meget tekst som muligt at arbejde med for at kunne give det bedst mulige søgeresultat, anbefaler jeg at du skriver minimum 1.000 tegn, og kan du få det op på 1.500 tegn, er det rigtigt fint.
Om du så kan nå helt op på 2.600 tegn er ikke så vigtigt, men hvis du pludselig er i hopla til at skrive så meget, så gør det endelig :-)
Der er cirka 738 millioner registrerede brugere fordelt på mere end 200 lande og territorier.
Hvis du er nysgerrig efter mere LinkedIn statistik, så kig gerne forbi guiden “Alt om LinkedIn: Historie, statistik og hvad du kan bruge LinkedIn til”.
Her i Danmark findes der cirka 2,6 millioner registrerede brugere.
Hvis du er nysgerrig efter mere LinkedIn statistik, så kig gerne forbi guiden “Alt om LinkedIn: Historie, statistik og hvad du kan bruge LinkedIn til”.
Du kan maksimalt have 30.000 forbindelser (connections), altså personer, som du er direkte forbundet med.
Der er til gengæld ingen øvre grænse for, hvor mange der kan følge dig på LinkedIn, altså personer, der har klikket på “Følg” knappen på din profil.
LinkedIn har cirka 15.900 ansatte på verdensplan.
Der er findes cirka 55 millioner virksomhedssider (også kendt som Company Pages) på LinkedIn.
LinkedIn er en amerikansk virksomhed, som blev formelt grundlagt den 28. december 2002 i USA og blev officielt lanceret den 5. maj 2003.
Idéen til LinkedIn blev skabt i dagligstuen hos Reid Hoffman, hvor han sammen med Allen Blue, Konstantin Guericke, Eric Ly og Jean-Luc Vaillant stiftede LinkedIn.
I 2016 blev LinkedIn opkøbt af Microsoft for svimlende 26,2 milliarder dollars.
Det gør du i dine indstillinger ved at følge denne proces:
- Klik på “Dig” i topmenubaren.
- Klik herefter på “Indstillinger og privatliv”.
- Klik nu på “Konto” fanebladet.
- Klik på “Totrinsverifikation”.
- Vælg herefter om du vil bruge SMS eller “Authenticator” app’en.
Du kan også gøre det via linket https://www.linkedin.com/psettings/two-step-verification, som leder dig hen til indstillingen af totrinsverifikationen.
Det er faktisk ganske nemt at bede om en anbefaling på LinkedIn.
Du gør det ved at følge nedenstående 8 trin:
- Start med at finde frem til den person, som du ønsker at få en anbefaling.
- Når du har fundet vedkommende, så klik på navnet for at komme ind på personens profil.
- Klik herefter på knappen “Mere…” og vælg “Bed om en anbefaling”.
- Vælg nu hvor du kender personen fra, altså hvilken relation du havde til personen i forhold til tidspunktet for den anbefaling, som du gerne vil have.
- Vælg endvidere den stilling som du havde på dette tidspunkt.
- Når du har gjort det, skal du klikke på “Næste” for at fortsætte.
- Skriv nu en personlig besked til personen. Du kan eksempelvis bede personen beskrive hvilke opgaver du løste, hvordan du gjorde det, hvilken værdi/udbytte det skabte samt om vedkommende kan anbefale dig til at andre med lignende opgaver.
- Afslut ved at klikke på knappen “Send”.
Når vedkommende har modtaget anmodningen, og sendt en anbefaling retur, har du mulighed for at bede om en revision, hvis du føler behov for dette. Hvis anbefalingen er som den skal være, kan du acceptere den, og dermed få anbefalingen publiceret på din profil under punktet “Anbefalinger”.
På din profil har du mulighed for at slå visning af den enkelte anbefaling til og fra.
Det gør du ved at følge nedenstående 8 trin:
- Start med at finde frem til den person som du ønsker at give en anbefaling.
- Når du har fundet vedkommende, så klik på navnet for at komme ind på personens profil.
- Klik herefter på knappen “Mere…” og vælg “Anbefal”.
- Vælg nu hvor du kender personen fra, altså hvilken relation du havde til personen i forhold til tidspunktet for den anbefaling, som du gerne vil give.
- Vælg endvidere den stilling som du havde på dette tidspunkt.
- Når du har gjort det, skal du klikke på “Næste” for at fortsætte.
- Skriv nu anbefalingen til den pågældende person. Det kan eksempelvis handle om hvilke opgaver personen har løst for dig, hvordan vedkommende gjorde det, hvilken værdi/udbytte det skabte samt noget om din anbefaling af personen til andre med lignende opgaver.
- Afslut ved at klikke på knappen “Send”.
Hvis du ønsker at lukke din LinkedIn konto, kan du gøre det via punktet “Lukning af din LinkedIn konto” under kontoindstillinger.
Jeg vil dog anbefale, at du giver det en ekstra tanke, da en nedlæggelse af kontoen vil medføre, at du på permanent basis mister adgang til dine forbindelser samt ikke mindst dine indlæg, artikler, kommentarer og beskeder.
Der findes også en mulighed for at sætte din LinkedIn konto på pause, som er en midlertidig deaktivering af kontoen.
Du skal være opmærksom på, at du ikke kan lukke din konto, hvis du:
- ejer en aktiv LinkedIn gruppe. I så fald skal du enten overføre ejerskabet af gruppen til en anden person eller helt lukke gruppen før at du kan lukke din egen konto.
- har et Premium medlemsskab. I så fald skal du først nedgradere til gratisversionen af LinkedIn, hvorefter du kan lukke din konto.
- står som kampagneadministrator på en annoncekonto, og har aktive kampagner kørerne. I så fald skal du fjerne dig selv som kampagneadministrator fra annoncekontoen for at kunne lukke din konto.
Du redigerer dit LinkedIn profilfoto ved at følge nedenstående proces:
- Klik på “Dig” menuen i topmenubaren.
- Klik herefter på “Vis profil”.
- Når der er skiftet skærmbillede skal du klikke på blyant-ikonet i højre side under baggrundsbillede.
- Klik nu på blyant-ikonet ud for profilbilledet for at tilføje eller rette i dit billede.
- Klik herefter på “Anvend” knappen.
- Når du er færdig med at tilføje eller redigere i dit profilfoto, skal du huske at klikke på “Gem” knappen for at ændringerne får effekt på din LinkedIn profil.
Du er nu færdig med at tilføje eller redigere dit profilfoto.
Hvis du er kommet til at oprette to LinkedIn konti (omtales som dubletkonti), har du mulighed for at sammenlægge de to konti således, at du fremadrettet kun har én samlet konto.
Det kræver dog, at du har e-mail adresse og adgangskode til den dubletkonto, som du ønsker at nedlægge. Hvis du har glemt adgangskoden til dubletkontoen, kan du anmode om at få nulstillet adgangskoden og oprette en ny adgangskode. Det kræver selvfølgelig, at du har adgang til den e-mail adresse, som er koblet på dubletkontoen, da du vil få tilsendt en mail med et nulstillingslink i.
Når du har e-mail adresse og adgangskode til dubletkontoen, kan du gå igang med at sammenlægge de to profiler ved at gå til punktet “Kontoadministration” i kontoindstillingerne på din profil. Her skal du indtaste e-mail adresse og adgangskode til dubletkontoen og klikke på “Indsend” for at få sammenlagt de to konti.
Du skal være opmærksom på, at det kun er forbindelserne fra de to konti, der bliver flettet ind i den fortsættende profil. Eventuelle indlæg, artikler, kommentarer og beskeder bliver ikke overført.
Du kan slippe for at modtage sponsorerede InMails ved at rette i dine indstillinger, hvilket du gør ved at følge denne proces:
- Klik på “Dig” i topmenubaren.
- Klik herefter på “Indstillinger og privatliv”.
- Klik nu på fanebladet “Kommunikation”.
- Scroll ned til du findet punktet “Meddelelsesoplevelse”. Når du har fundet det, så klik på det.
- Gå nu ned til punktet “Tillad, at LinkedIn-partnere kan vise dig sponserede meddelelser?” og sæt det til “Nej” for.
Herefter vil du ikke længere modtage sponsorerede InMails i din indbakke.
Du kan tilføje undertekster på to måder når du vil uploade en video i et indlæg:
Den ene måde, der omtales som “hardcodede” undertekster, gøres ved at du lægger underteksterne ind i selve videoen via et videoredigeringsprogram eller et dedikeret hardcoding undertekstprogram.
Hardcodede undertekster vises hele tiden, hvilket gør at den, der ser videoen ikke skal gøre noget for at slå underteksterne til. Omvendt betyder det også, at underteksterne ikke kan slås fra.
Til gengæld fremstår hardcodede undertekster ofte mere tydelige, da du har fuld kontrol over skrifttype, størrelsen på skrifttypen, tekst- og baggrundsfarve m.m. når du lægger underteksterne ind.
Den anden måde omtales som “softcodede” undertekster. Det er betegnelsen for en type af undertekster, der bliver uploadet sammen med selve videofilen på LinkedIn.
Det gøres via et bestemt filformat, der hedder SRT (“SubRip Subtitle”). En SRT-fil er egentlig bare en tekstfil med selve underteksterne inklusive tidskoder, der angiver hvornår den enkelte linje med undertekster skal vises i løbet af videoen.
Fordelen ved at bruge SRT-filer er, at du kan uploade undertekster i flere forskellige sprog således, at den, der ser videoen, selv kan bestemme hvilket sprog underteksterne skal vises på. Endvidere er det muligt at slå undertekster til og fra.
Det er til gengæld ikke muligt at bestemme skrifttype, skriftstørrelse og tekstfarve, da det er afspilningsplatformen, der bestemmer hvordan underteksterne vises.
Du kan finde mere information om hvordan du kan lave SRT-filer med undertekster i vores omfangsrige guide “Sådan får du undertekster på videoer“.
Efter min mening findes der dog ikke en bestemt dag og et eksakt tidspunkt, der er det absolut bedste tidspunkt i løbet af ugen at poste på.
For der er mange parametre, der skal indregnes, når du prøver på at finde frem til det ideelle tidspunkt at poste på.
Det kan eksempelvis handle om:
- Hvilket emne vil du poste om (let/tungt emne)?
- Rammer du en smal eller bred målgruppe?
- Er det nemt eller svært at forstå budskabet (kompleksitet)?
- Er det nemt eller svært at interagere med dit indhold?
- Hvilket format bruger du (indlæg, artikel, video, PDF etc.)?
Min kollega Eva Sachse har eksempelvis fundet ud af, at for hende virker det bedst at poste indlæg om formiddagen, hvorimod at artikler skal postes tidlig aften.
For at hjælpe dig lidt på vej, har jeg lavet en visuel guide (se nedenstående grafik). Guiden er baseret på en blanding af egne erfaringer, og det som vi har erfaret fra virksomheder, som vi hjælper med at skabe og publicere indhold.
Forhåbentligt kan denne guide hjælpe dig lidt på vej med at undgå de mest håbløse tidspunkter på dagen/ugen.
Og så vil jeg helt klart anbefale, at du løbende tester af, hvad der virker for dig således, at du på den måde gør dig egne erfaringer i forhold til valg af emne, relevans, format o.s.v. kontra hvornår på dagen og ugen at du poster.
Alle kan se hvilke forbindelser de har til fælles med dig.
Det er til gengæld kun dem, som du er forbundet med, der kan se dine forbindelser (dog maksimalt op til 999 forbindelser).
De kan dog kun gøre det, hvis du ikke har ændret på indstillingen som handler om, hvorvidt du vil lade dit netværk se dine forbindelser eller ej.
Hvis denne indstilling er sat til “Kun dig”, kan dine forbindelser ikke se, hvem du har i dit netværk ud over de fælles forbindelser.
Du kan tjekke denne indstilling via linket her.
Ja, det kan du sagtens.
Boolsk algebra søgning (omtales ofte som “boolean search” på engelsk) gør, at du kan kombinere søgeord med det som kaldes for logiske operatorer i form af AND, OR, NOT eller anførselstegn.
Eksempel: Hvis du gerne vil søge efter økonomichefer med en beligghed i Region Sjælland, og du ved at der bliver brugt forskellige jobtitler på dansk og engelsk, kan du lave en søgning med flere titler i samme søgning.
I så fald skal du indtaste følgende i søgefeltet: Økonomichef AND Økonomiansvarlig AND Finance Manager AND CFO AND Chief Financial Officer. Klik herefter på luppen eller tryk på enter-tasten.
Du mangler nu bare at vælge filterfunktionen og sætte beliggenhed til Region Sjælland, hvorefter at søgeresultatet vil vise alle de personer, der findes i denne region med en af de søgte titler.
Du kan også bruge OR mellem to eller flere søgeord for at inkludere en eller flere ord i en søgning. Eksempel: Salg OR Marketing OR Indkøb.
Du kan tilsvarende bruge NOT foran et søgeord for at søgningen skal ekskludere ordet i søgeresultatet. Eksempel hvis du søger efter en indkøber, der ikke skal have manager i sin titel: Indkøber NOT Manager.
Det er vigtigt at du indtaster de logiske operatorer med store bogstaver for at det virker i en søgning, altså AND, OR eller NOT.
Sidst, men ikke mindst, kan du også vælge at sætte anførselstegn omkring en specifik søgefrase som involverer to eller flere ord. Det bruges typisk ved titler med flere ord, eksempelvis “Product Manager”.
Ja, det kan du bruge som en del af teksten i indlæg på LinkedIn. Du kan også tilføje hashtags til LinkedIn artikler og “Om” afsnittet på din profil, men disse hashtags er ikke direkte søgbare.
LinkedIn anbefaler, at du bruger maksimalt tre hashtags.
Du kan også følge hashtags og på den måde få flere relevante indlæg ind i din nyhedsstrøm.
Hvis du har lyst til at læse mere om, hvordan du bruger hashtags på LinkedIn, er der hjælp og inspiration at hente i vores “Sådan bruger du hashtags på LinkedIn” guide.
Mangler du idéer til hvilke danske hashtags som du kan bruge i dine egne indlæg, og/eller følge, så er der inspiration at hente i vores liste over ofte anvendte danske LinkedIn hashtags.
Ja, det kan du sagtens og det kræver ikke at du har et Premium abonnement.
Ja, det kan du sagtens ved at finde frem til det pågældende indlæg, artikel eller kommentar, som du har givet et like/synes godt om.
Du kan finde frem til de indlæg, artikler og kommentarer, som du har liket ved at følge nedenstående proces:
- Klik på “Dig” i topmenubaren.
- Klik herefter på “Indlæg og aktivitet”.
- Find det pågældende indlæg, artikel eller kommentar som du har liket og klik herefter igen på like for at fjerne det.
Kan jeg fjerne falske medarbejdere fra vores LinkedIn virksomhedsside, altså personer som aldrig har været ansat i vores virksomhed?
Som administrator af en virksomhedsside kan du desværre ikke selv fjerne personer, der har valgt at angive, at de er ansat eller har været det.
Men du har mulighed for at kontakte LinkedIn og via en særlig formular indrapportere personprofiler, der uretmæssigt associere sig med jeres virksomhed.
LinkedIn kontakter herefter vedkommende, der får 14 dage til at bevise, at de har et tilhørsforhold til virksomheden. Kan personen ikke det, bliver profilen fjernet fra virksomhedssiden.
Det kræver selvfølgelig noget arbejdet i form af at finde frem til profilerne, og indrapportere hver enkelt, men det er vores erfaring, at LinkedIn faktisk gør noget ved det.
Ja, det kan du sagtens ved at lave forskellige sprogversioner af din profil.
Du kan tilføje en ny sprogversion ved at klikke på “Tilføj profilsektion” når du er gået i redigeringstilstand på din profil. Vælg herefter at “Understøttede sprog” for at vælge den sprogvariant, som du ønsker at oprette.
Ja, du kan sagtens indrapportere spam på LinkedIn.
I din nyhedsstrømmen:
Hvis du ser et opslag i din nyhedsstrøm, som du opfatter som spam, kan du indrapportere det ved at følge denne proces:
- Klik på de tre prikker […] til højre for selve opslaget.
- Vælg nu menupunktet “Indrapportér dette indlæg”.
- Vælg herefter menupunktet “Jeg tror, at det er urigtigt, spam eller svindel”.
I beskedfunktionen:
Hvis du modtager en besked, som du opfatter som spam, kan du indrapportere det ved at følge denne proces:
- Klik på de tre prikker […] til højre i toppen af beskeden.
- Vælg nu menupunktet “Indrapportér”.
- Vælg herefter menupunktet “Det er spam eller svindel”.
Ja, du kan godt kommentere på andres indlæg og kommmentarer via en virksomhedsside (også omtalt som “Company Page”) – selvfølgelig under forudsætning af, at du er oprettet som administrator af virksomhedssiden ;-)
Hvis din virksomhedsside er blevet tagget:
Hvis din virksomhedsside er blevet tagget i et indlæg eller en kommentar, vil du se en notifikation på virksomhedssiden under “Aktivitet”.
Du kan nu kommentere på indlægget eller kommentaren ved at klikke på den pågældende notifikation, hvorefter at kommentaren vil fremstå som været afgivet på vegne af virksomhedssiden.
Hvis din virksomhedsside ikke er blevet tagget:
Hvis din virksomhed ikke er blevet tagget i et indlæg eller en kommentar, kan du desværre ikke direkte kommentere som en virksomhedsside.
Du kan dog gøre det ved at følge nedenstående “ninjatrick”:
- Start med at finde frem til din virksomhedssides unikke 7-cifrede ID. Det gør du via virksomhedssidens webadresse (se grafikfilen ovenfor). Notér nu dette nummer ned, da du skal bruge det om et øjeblik.
- Find herefter det indlæg, artikel eller kommentarer som du ønsker at kommentere på som virksomhed og klik på de tre prikker (…) ud for indlægget for at interagere med det.
- Klik nu på menupunktet “Kopiér linket til indlægget”.
- Kopiér linket ind i din webbrowsers adresselinje og tilføj følgende: ?actorCompanyId= og tilføj virksomhedssidens 7-cifrede ID.
- Du kan nu kommentere på indlægget, artiklen eller svare på kommentarer som virksomhedsside (du kan også se, at det normale profilfoto af dig selv nu er udskiftet med logoet fra virksomhedssiden).
Ja, du kan lave afstemninger på LinkedIn.
En afstemning på LinkedIn indeholder følgende muligheder
- Du kan stille et spørgsmål på op til 140 tegn.
- Du kan opstille 4 svarmuligheder på hver op til 30 tegn.
- Du kan vælge at en afstemning skal have en varighed på 1 dag, 3 dage, 1 uge eller 2 uger.
Ja, du kan godt like på andres indlæg og artikler via en virksomhedsside (også omtalt som “Company Page”) – selvfølgelig under forudsætning af, at du er oprettet som administrator af virksomhedssiden ;-)
Hvis din virksomhedsside er blevet tagget:
Hvis din virksomhedsside er blevet tagget i et indlæg eller en kommentar, vil du se en notifikation på virksomhedssiden under “Aktivitet”.
Du kan nu like indlægget eller kommentaren ved at klikke på den pågældende notifikation.
Hvis din virksomhedsside ikke er blevet tagget:
Hvis din virksomhed ikke er blevet tagget i et indlæg eller en kommentar, kan du desværre ikke direkte like som en virksomhedsside.
Du kan dog gøre det ved at følge nedenstående “ninjatrick”:
- Start med at finde frem til din virksomhedssides unikke 7-cifrede ID. Det gør du via virksomhedssidens webadresse (se grafikfilen ovenfor). Notér nu dette nummer ned, da du skal bruge det om et øjeblik.
- Find herefter det indlæg eller kommentar som du ønsker at like som virksomhed og klik på de tre prikker (…) ud for indlægget eller kommentaren for at interagere med den/det.
- Klik nu på menupunktet “Kopiér linket til indlægget”.
- Kopiér linket ind i din webbrowsers adresselinje og tilføj følgende: ?actorCompanyId= og tilføj virksomhedssidens 7-cifrede ID.
- Du kan nu like indlæg eller kommentarer som virksomhedsside (du kan også se, at det normale profilfoto af dig selv nu er udskiftet med logoet fra virksomhedssiden).
Ja, du kan lave poste stories på din LinkedIn profil via mobil app’en.
En historie på LinkedIn er kendetegnet ved:
- Du kan uploade korte videoer á 20 sekunders varighed eller fotos.
- Stories vises kun til dine forbindelser og følgere.
- Dine forbindelser kan interagere med dine stories ved at sende en besked eller en emoji.
- Stories vises i 24 timer, hvorefter de slettes.
Ja og nej forstået på følgende måde, at du kan sende beskeder til personer, som du ikke er forbundet med, under følgende betingelser:
- du har et Premium abonnement som gør at du kan sende en besked i form af en såkaldt InMail.
- personen som du vil sende en besked til, har et Premium abonnement og har sat sin profil op til at tillade “Open Profile” meddelelser.
Så hvis du hverken har et Premium abonnement eller den person, som du vil sende en besked til, ikke har et Premium abonnement med en “Open Profile” indstilling, er det desværre ikke muligt at sende en besked til vedkommende.
Alternativt skal du forsøge på at blive forbundet med vedkommende. Hvis han eller hun siger ja til din invitation, kan du derefter sende beskeder til personen.
Ja, det kan du godt, men jeg vil foreslå at du først besøger LinkedIns egen hjælpesektion, som holder åbent 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året.
Hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål i hjælpesektionen eller kan finde frem til svaret via søgefunktionen, kan du skrive til LinkedIns hjælpecenter.
Du kan for øvrigt skrive til dem på dansk, hvis du foretrækker det. Alternativt kan du skrive dit spørgsmål på eksempelvis engelsk.
Ja, det kan du ved at følge denne proces:
- Klik på “Dig” i topmenubaren.
- Klik herefter på “Vis profil”.
- Scroll nu ned til afsnittet med anbefalinger.
- Klik nu på blyant-ikonet for at redigere i dine anbefalinger.
- Klik herefter på “Givet”.
- Find den anbefalinger som du ønsker at slette og klik herefter på “Slet”.
Ja, det kan du godt, men der findes desværre ikke en direkte funktion eller knap, som du kan klikke på for at trække en anmodning om en anbefaling tilbage.
Men du kan gøre det ved at bruge nedenstående link:
http://www.linkedin.com/recs/give?senderId=DitLinkedinBrugernavn
Inden du trykker på enter-tasten på tastaturen, skal du udskifte “DitLinkedInBrugernavn” i slutningen af linket med dit eget LinkedIn brugernavn.
På denne måde får du adgang til de anmodninger om anbefalinger som du har sendt, og derfra kan du slette den/de anmodninger som du måtte ønske.
Kan jeg trække en invitation tilbage efter at have sendt den?
Ja, det kan du sagtens ved at følge denne proces:
- Klik på “Mit netværk” i topmenubaren.
- Klik herefter på “Se alle”.
- Klik nu på “Sendt”.
- Klik på “Træk tilbage” for at annullere en given invitation.
Du kan også gøre det ved at klikke på dette link, som leder dig hen til oversigten over sendte invitationer.
Du skal være opmærksom på, at når du har trukket en invitation til at connecte tilbage, kan du ikke sende en ny invitation til vedkommende de næste 3 uger.
Du skal endvidere være opmærksom på, at hvis du har skrevet en personlig invitationstekst, så har personen, som du har sendt invitationen til, modtaget en e-mail notifikation fra LinkedIn indeholdende din personlige invitationstekst, med mindre at personen har slået e-mail notifikationer fra for forbindelsesinvitationer.
Ja, det kan du sagtens ved at følge nedenstående proces:
- Klik på “Dig” i topmenubaren.
- Klik herefter på “Vis profil”.
- Klik nu på “Tilføj profilsektion” og vælg “Fremhævet”.
- Klik på “Medier” for at uploade PDF-udgaven af dit CV.
Ja, det kan du sagtens, og du kan gøre det tre forskellige steder på din profil:
- I “Fremhævet” afsnittet.
- I erfaringsafsnittet under hver enkelt job/stilling.
- I uddannelsesafsnittet under hver enkelt uddannelse.
Ja, du kan uploade en PowerPoint præsentation i .pptx formatet, og du kan endda gøre det tre forskellige steder på din profil:
- I “Fremhævet” afsnittet.
- I erfaringsafsnittet under hver enkelt job/stilling.
- I uddannelsesafsnittet under hver enkelt uddannelse.
Ja, du kan uploade Word-dokumenter i .docx formatet, og du kan gøre det tre forskellige steder på din profil:
- I “Fremhævet” afsnittet.
- I erfaringsafsnittet under hver enkelt job/stilling.
- I uddannelsesafsnittet under hver enkelt uddannelse.
Ja, du kan sagtens uploade en video til din profil. Det kræver dog at videoen er uploadet til enten YouTube eller Vimeo således, at du har en eksternt link til videoen.
Du kan gøre det tre forskellige steder på din profil:
- I “Fremhævet” afsnittet.
- I erfaringsafsnittet under hver enkelt job/stilling.
- I uddannelsesafsnittet under hver enkelt uddannelse.
Ja, du kan godt være anonym på LinkedIn forstået på den måde, at ved at slå en bestemt funktion til, kan du besøge andre LinkedIn medlemmers profiler uden at de kan se at du har kigget forbi deres profiler.
Du gør det på følgende måde:
- Klik på “Dig” i topmenubaren.
- Klik herefter på “Indstilling og privatliv”.
- Scroll ned til “Sådan ser andre din aktivitet på LinkedIn”.
- Klik nu på “Profilvisning” for at vælge om du skal være synlig, delvis anonym eller helt anonym.
Du skal være opmærksom på, at hvis du vælger at være delvis eller helt anonym, og du har gratisudgaven af LinkedIn, så kan du ikke se hvem, der har besøgt din profil sålænge at du har slået anonymitetsfunktionen til. Samtidigt mister du også historikken.
Der kan være gode grunde til at være anonym på LinkedIn, men du skal huske at en af de væsentlige årsager til, at vi er på LinkedIn, handler om at synliggøre faglighed og ekspertise. Har du sat din profil til at være anonym i forhold til når du besøger andres profiler, så mister du selvfølgelig muligheden for at blive set på LinkedIn.
Så generelt set kan det ikke anbefales, at du sætter din profil til at være anonym.
I sin grundform koster det ikke penge at bruge LinkedIn.
Det er således gratis både at oprette en profil på LinkedIn og bruge den.
Det begynder først at koste dig penge, hvis du vil bruge de såkaldte LinkedIn Premium abonnementer, der giver dig adgang til særlige funktioner og mere information.
Hvis du vil vide mere om abonnementerne og de ekstra funktioner og informationer, som du får adgang til og hvad det kan bruges til, er du velkommen til at kigge forbi vores omfattede LinkedIn Premium guide.
Læs eventuelt også FAQ-spørgsmålet “Er LinkedIn gratis?“.
Det umiddelbar svar på dette spørgsmål afhænger primært af, om du har brug for en engelsk profil eller ej.
Er du en del af en multinationale koncern og du har mange internationale kontakter, kan det give god mening at lave en engelsk sprogversion af din profil.
Arbejder du derimod i en dansk virksomhed, der kun har danske kunder, og som følge deraf udelukkende kommunikerer til og med danske kunder, kan du sagtens “nøjes” med en dansksproget profil.
Når det er sagt, så hvis du ønsker at opnå maksimal synlighed i søgninger på LinkedIn, vil jeg nu alligevel anbefale dig, at have både en dansk og engelsksproget udgave af din LinkedIn profil.
Det kræver selvfølgelig at du bruger tid på at lave den engelsksprogede variant af din danske profil, men det kan nu være ganske godt givet ud tidsmæssigt i forhold til at give dig en større synlighed på LinkedIn.
Måden at du tilføjer en sprogversion af din profil på, er ved at gå ind i “Tilføj profilsektion”, når du redigerer i din LinkedIn profil, og vælge “Opret din profil på et andet sprog”.
OBS: Hvis din profil er oprettet før 2013, så bliver den faktisk opfattet som engelsk profil desuagtet at du har danske tekster, og dette kan desværre ikke ændres. I så fald kan det give ekstra god mening at tilføje en dansk version af din LinkedIn profil.
Mangler der nogle spørgsmål?
Jeg håber at du har fået svar på dine spørgsmål vedrørende LinkedIn i ovenstående FAQ.
Og hvis ikke, er du selvfølgelig meget velkommen til at stille nye spørgsmål omkring LinkedIn via kommentarfeltet, og på den måde bidrage til at FAQ’en kan blive endnu mere fyldestgørende.
På forhånd tak for dit bidrag :-)
De venligste hilsner
Comments (2)
Hej Leif
Tak for mange gode råd og tips. Der er i hvert fald noget at tænke over.
Jeg savner dog svar på et spørgsmål. Hvis man har bedt en forbindelse om en anbefaling og vedkommende af en eller anden årsag ikke reagerer, kan man så slette anmodningen igen? Det er jo et problem, når man kun kan bede om en anmodning af gangen. Processen går ligesom i stå, mens man venter.
Hilsen Hanne
Hej Hanne,
Velbekomme :-)
Af uforklarlige årsager findes der ikke en åbenlys “knap”, der kan slette en anmodninger som du har sendt, men du kan dog gøre det via dette link:
http://www.linkedin.com/recs/give?senderId=DitLinkedinBrugernavn
Du skal så erstattet “DitLinkedInBrugernavn” med dit eget LinkedIn brugernavn, hvorefter du får adgang til de anmodninger om anbefalinger som du har sendt.
Derfra kan du så slette den/de som du ønsker.
De venligste hilsner
Leif